Scenekunsten i Danmark udfolder sig i mange former og udgaver. Dette brancheblik bygger i første fase på eksisterende viden, opsamlet gennem årene – især via Danmarks Statistik.
Gennemgangen af materialet og den omfattende dialog med aktører i scenekunstbranchen har tydeliggjort, hvor der mangler viden. Ét område har længe været genstand for særlig debat og mange forestillinger: det såkaldte frie felt. Betegnelsen bruges ofte som modstykke til de etablerede institutioner med fast scene og dækker over en bred og kompleks del af scenekunstområdet.
Det frie felt er kendetegnet ved professionelle kunstnere, grupper, kompagnier og producenter, der arbejder uden fast scene eller permanent spillested.
Arbejdet er typisk projektbaseret og selvorganiseret, hvor aktørerne sammensætter hold, samarbejdspartnere og produktioner fra projekt til projekt.
Finansieringen kommer oftest fra kombinationer af støtte fra Statens Kunstfond, fonde, kommuner, billetsalg og internationale samarbejder.
Projekterne realiseres som regel i midlertidige produktionsrammer – fx prøvesale, residencies eller i co-produktionssamarbejder med scener og festivaler – snarere end i faste teaterhuse.
Der er stor turnémobilitet og feltet er med til at sikre en geografisk bred distribution af scenekunst i hele Danmark. Arbejdsformerne er fleksible og tilpasset det enkelte projekts behov og økonomi, og samarbejder på tværs af kunstarter og organisationer er udbredt.
Feltet rummer en bred vifte af genrer og udtryksformer, herunder, men ikke begrænset til, taleteater, dans, performance, dukketeater, børneteater, nycirkus og tværæstetiske værker.
Det frie felt er kendetegnet ved professionelle kunstnere, grupper, kompagnier og producenter, der arbejder uden fast scene eller permanent spillested.
Arbejdet er typisk projektbaseret og selvorganiseret, hvor aktørerne sammensætter hold, samarbejdspartnere og produktioner fra projekt til projekt.
Finansieringen kommer oftest fra kombinationer af støtte fra Statens Kunstfond, fonde, kommuner, billetsalg og internationale samarbejder.
Projekterne realiseres som regel i midlertidige produktionsrammer – fx prøvesale, residencies eller i co-produktionssamarbejder med scener og festivaler – snarere end i faste teaterhuse.
Der er stor turnémobilitet og feltet er med til at sikre en geografisk bred distribution af scenekunst i hele Danmark. Arbejdsformerne er fleksible og tilpasset det enkelte projekts behov og økonomi, og samarbejder på tværs af kunstarter og organisationer er udbredt.
Feltet rummer en bred vifte af genrer og udtryksformer, herunder, men ikke begrænset til, taleteater, dans, performance, dukketeater, børneteater, nycirkus og tværæstetiske værker.
Kompagnier i det frie felt er kendetegnet ved selvorganisering og kan befinde sig på forskellige udviklingsstadier:
Det frie felt er vanskeligt at indfange statistisk, fordi det består af mange selvstændige aktører med forskellige organiseringsformer og arbejdsmetoder.
Spørgsmål som hvem de er, hvor mange de er, og hvordan de arbejder kan derfor være vanskelige at besvare ud fra eksisterende data.
Derfor indledte Udviklingsplatformen for Scenekunst et samarbejde med og Dansk Teater (nu Dansk Scenekunst) og Kulturens Analyseinstitut om at skabe ny viden.
I begyndelsen af 2025 gennemførte parterne en spørgeskemaundersøgelse med det formål at dokumentere aktuel praksis i det frie professionelle scenekunstfelt og de betingelser, det opererer under.
Svarmaterialet blev i første omgang overdraget til Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP) til bearbejdning og analyse.
Herefter har Kulturens Analyseinstitut arbejdet videre med materialet og præsenterer data i dette brancheblik.
Undersøgelsen omfatter professionelle, selvstændigt skabende og projektstøttede scenekunstaktører (kompagnier eller enkeltkunstnere) uden fast scene, der realiserer værker i eget regi.
Respondenterne skulle:
Kortlægningen omfatter ikke institutionsteatre som fx egnsteatre, små storbyteatre eller §5-teatre.
Formålet er at skabe et datagrundlag, som kan kvalificere fremtidige indsatser, understøtte branchens udvikling og give beslutningstagere og fagfolk bedre indsigt i området.
Undersøgelsen er designet i samarbejde mellem Udviklingsplatformen for Scenekunst, Dansk Teater (Nu Dansk Scenekunst) og Kulturens Analyseinstitut.
Derudover blev undersøgelsen delt som åbent survey-link via sociale medier og nyhedsbreve i samarbejde med relevante brancheorganisationer.
I alt 294 respondenter besvarede undersøgelsen, heraf 190 komplette besvarelser.
Målgruppen omfatter aktører, der har været økonomisk og produktionelt ansvarlige for mindst én professionel produktion, enten som enkeltkunstner eller som repræsentant for et kompagni.
Spørgeskemaet kan ses her.
Respondenterne repræsenterer både større og mindre enheder, der engagerer flere personer i hver produktion, og afspejler derfor ikke det samlede antal freelanceaktører i branchen.
Da den samlede population af potentielle respondenter er ukendt, kan undersøgelsens repræsentativitet ikke vurderes. Resultaterne skal derfor læses som skøn og fingerpeg på, hvordan området aktuelt ser ud.
Kulturens Analyseinstitut arbejder videre med, hvordan antallet og karakteren af aktører i det frie felt fremover kan indfanges mere præcist.
Udviklingsplatformens egen analyse og præsentation af data er udkommet i rapportformat: ”Kortlægning af det frie felt i scenekunsten”
På baggrund af besvarelsen i spørgeskemaet kan vi tegne nedenstående karakteristika af det frie felt. Bemærk data er skøn for hvordan hele det frie felt ser ud, da det er meget svært at bedømme repræsentativiteten af besvarelserne.
Respondentfeltet er rimelig jævnt fordelt på erfaringsniveauer. Det peger på at feltet består af en kombination af erfarne og nye aktører, og der hele tiden kommer nye aktører til.
De fleste aktører er organiseret lidt overraskende som teaterforeninger. Dernæst som mindre virksomheder eller som lønmodtagere. Foreningsformen bedømmes især at blive brugt som en ”medlemsejet virksomhed” uden overskudsdeling. Dermed kan der ansøges om støtte til projekter mm. Mange aktører arbejder parallelt i flere organiseringer.
Klik på grafen for at forstørre dem.
Resondenterne er især geografisk baseret i hovedstadsområdet og Århus. Det betyder ikke at det er her de kunstneriske forestillinger især vises, men det er her aktøren bor og har et planlæggende og forberedende arbejde. Ved opfølgende samtaler med Udviklingsplatformen for scenekunst er der opmærksomhed på om undersøgelsen ikke er nået godt nok ud til aktører med base i Odense, da der var forventet flere aktører herfra.
Uddannelsesmæssigt har hovedparten (over 50%) af aktørerne en international scenekunstuddannelse. Ca. 15% er autodidakte. Af ikke medtagne svar i præsentationen her, kan også ses at aktørerne indtager mange forskellige roller i scenekunstproduktionen, fra kunstnerisk ledelse, producent, administrator til selv at medvirke, være koreograf, skribent, performer etc.
Klik på grafen for at forstørre dem.
Tværkunstneriske formater er den dominerende ”genre” blandt respondenterne. Besvarelsen ”andet” ser ligeledes ud til at rumme tværkunstneriske elementer, men også cabaret, historiefortælling og lydvandringer.
Tæt på halvdelen af respondenterne har minimum en årlig produktion, som kan fortolkes som en kontinuerlig produktionsproces.
Klik på grafen for at forstørre dem.
Respondenternes hovedaktiviteter er tydeligt produktion af egne kunstneriske værker, co-produktion med institutionsteatre og kunstnerisk forskning og udvikling. Og så turnéaktivitet – især med præsentation af egne værker.
Klik på grafen for at forstørre dem.
En meget stor del af respondenterne præsenterer scenekunst til traditionelle black box/teaterscener. Men, der er også en meget stor præsentation på alternative steder og stedsspecifikt i lokalmiljøer. De fleste arbejder med især med voksne som målgruppe.
Respondenter deler sig næsten i to lige store grupper, når man ser på hvor meget deres seneste værk er blevet vist. 55% har fået vist deres værk mere end 10 gange, mens 45% har fået det vist mindre end 10 gange.
En fjerdedel får deres værker vist i udlandet. I Danmark vises klart flest værker i København, hvor langt de fleste respondenter også har deres base. Men der er også en tydelig mængde værker, som kommer meget rundt i landet.
Af respondenterne ønsker ca. 70% ønsker mere international aktivitet. Udveksling og samarbejde internationalt vurderes generelt meget værdifuldt. Kun ganske få af vurderer det ikke som værdifuldt.
De største udfordringer for øget internationalt arbejde og samarbejde er tydeligt økonomi. Det kræver ressourcer at opdyrke netværk og pleje aftagere, herunder have ressource til at slå til, når mulighederne viser sig. Flere efterlyser også overblik og kendskab til flere internationale aktører, der kan samarbejdes med. Det beskrives som en årelang indsats at opdyrke et virksomt internationalt netværk for ens virke. Oftest er det ressourcer til især den større og mere krævende administrative og planlæggende del, der mangler. Flere peger også på, at det økonomiske niveau er lavere i mange andre relevante lande, hvorfor det kan være svært at få det til at hænge sammen ift. det danske omkostningsniveau. En del respondenter peger også på, at det kan være svært at få internationalt arbejde til at matche med ens personlige og familiemæssige forhold.
Lidt over halvdelen af respondenter havde premiere på en nyproduktion indenfor de senest år, og knap en fjerdedel for et år længere tilbage.
Produktionerne har en meget spredt finansiering, hvor Statens Kunstfond, privat fondsmidler og kommunale projektmidler er de største kilder. Den fjerdestørste finansieringskilde er co-produktionsbidrag – det vil oftest være fra institutionsteatre.
Under ”andet” ift. finansiering nævnes f.eks. billetsalg, og salg af forestillinger, crowdfunding, projektmidler fra Dansk Skuespillerforbund mm.
Co-produktioner har særlig interesse, da det viser noget om samarbejdet mellem mere etablerede scenekunst-aktører og det frie felt.
Co-produktionssamarbejder kan have mange former, det kan både være i form af direkte medfinansiering, lån af øvefaciliteter, lån af visningsfaciliteter, administration etc. Det som beskrives nedenfor i kategorien andet, dækker meget bredt over hjælp fra scenografer, håndværkere, dukkebyggere, kostume- og rekvisitlån, fondraisinghjælp og kunstnerisk sparring mm.
Der er en lang række andre parter, der kan være med i en co-produktion end f.eks. §5-teatre, egnsteatre og små-storbyteatre. Det kan f.eks. være festivaler, kulturhuse og internationale partnere. Under andet er nævnt f.eks.: kirker, landsbyer, sociale fonde, museer mm.
Hovedparten (64%) producerer selv deres produktion. Mange respondenter uddyber at de især prioriterer deres økonomi til den kunstneriske produktion, og dermed ikke prioriterer ressourcer til producentmæssige opgaver. Disse løses så oftest uden aflønning, og på toppen af det kunstneriske virke. Samtidig er producentopgaver mange og meget forskellige og kræver meget forskellige kompetencer.
Alt dette tyder på at hovedparten af respondenter mest ser sig som kunstneriske producerende, og ikke i samme omfang har prioritet eller fokus på de andre producentmæssige opgaver. Omvendt vurderes det meget værdifuldt at kunne tilknytte en producent, men det er svært at finde kvalificerede.
Her er altså en modsætning. Det bedømmes vigtigt med en producent, men det prioriteres ikke økonomisk.
Statens Kunstfond, via projektstøtteudvalget for scenekunst (PUS), betragtes af mange i feltet som en meget central finansieringskilde, da det samtidig er en blå stempling af den kunstneriske kvalitet. 29% af respondenter har ikke fået støtte herfra indenfor de sidste 3 år. Samtidig ser respondentfeltet ud til at dele sig nogenlunde i to, hvor den ene halvdel har en årlig omsætning under 0,5 mio. dkr. og den anden halvdel over.
Men det ses også tydeligt at projektmidler fra kommuner er en meget stor offentlig støttekilde.
Omsætningen er angivet af respondenter selv – og dermed egen vurdering og ikke et regnskabstræk eller lign.
Tilsvarende er det ca. halvdelen, som har halvdelen af omsætningen i tilskud/bevillinger fra private.
Dette peger på at en stor andel af det frie felt er i en situation med ganske lille økonomi.
For ca. halvdelen af respondenterne udgør kommercielle indtægter, som f.eks. billetsalg højest 25% af den samlede økonomi.
Af ”optjente indtægter” – altså salgsindtægter etc., ikke tilskud – udgør turnésalg det mest markante. Men også workshopaktiviteter og direkte billetsalg.
Men bemærk, det for mange af respondenter kun udgør en lille del af deres samlede indtægter.
Hovedparten af respondenterne har ingen ansatte – hverken fast eller på deltid. De ansættelser der er, er især projektansættelser. En lille gruppe af respondenter – under 25% – stikker ud ved at have ansatte, deltidsansatte og projektansatte i større tal.
Tilsvarende svarer 47% at de tjener mere end 75% af deres samlede årlige indkomst på scenekunstaktiviteter. Mens 31% tjener under halvdelen af deres samlede årlige indkomst på scenekunstaktiviteter.
Når man kigger på tværs af de økonomiske data ser der ud til at være et frit felt, der deler sig meget i to. En gruppe med pænt aktivitetsniveau og tilsvarende pænt økonomiske aktivitetsniveau. Og en anden gruppe, som har lavere aktivitetsniveau og markant lavt økonomisk aktivitetsniveau.
Der er i spørgeskemaet stillet åbne spørgsmål til respondenternes forretningsmodeller. Svarene er yderst varierende og forskellige. Igen peger det på at en gruppe har rimelig velafprøvede forretningsmodeller, men er i feltet at være selvstændige og derfor med svingende forretningsgrundlag. Og en anden gruppe som er søgende på forretningsmodeller og måske ikke helt har virksomme forretningsmodeller i dag.
Der er spurgt til hvor respondenterne især ser indsatser, der kan styrke ”det frie felt”.
Kernen handler om økonomi – støttestrukturer og forretningsmodeller.
Dernæst en del fokus på tættere samarbejde med de mere etablerede scenekunstinstitutioner om viden, netværk, turnéer mm.
Vi har modtaget dit forslag og vil kigge det igennem hurtigst muligt.
