Sammen for at styrke data om børns møde med kunst
Kulturens Analyseinstitut og Skoletjenesten går sammen for at styrke data om børn og unges møde med kunst og kultur i skolen. Det nye partnerskab skal styrke datagrundlag og viden om børn og unges møde med kunst og kultur. Samarbejdet skal udvikle ny, systematisk viden på tværs af kultursektoren og børne- og ungeområdet – på et felt, der i dag er underbelyst.
Et solidt datagrundlag er afgørende i arbejdet med børn og unges adgang til kunst og kultur gennem opvækst og uddannelse. Gennem skolen kan vi sikre, at alle børn og unge uanset geografi og baggrund møder kunst og kultur gennem en praksisnær og sanselig undervisning på museer, kunsthaller, teatre m.m.
Skolerne benytter en bred vifte af lokale og nationale kulturtilbud, men i dag findes der ikke samlede, systematiske data om skolernes brug af disse tilbud. Det gør det sværere at følge op på, om nogle har særlige udfordringer eller behov i forhold til at bruge kulturinstitutioner og eksterne læringsmiljøer.
Med det nye samarbejde vil partnerne udvikle et datagrundlag, der kan identificere mønstre og danne afsæt for målrettede indsatser både lokalt og nationalt.
Et fælles og brugbart datagrundlag
Målet med samarbejdet er at indsamle brugbare data over tid, som kan danne grundlag for handling på tværs af kultur- og uddannelsesområdet – uden at belaste skoler, kommuner og kulturinstitutioner unødigt.
Merete Carlson, leder af Skoletjenesten, siger:
“Vi er optaget af, at børn og unge i hele landet får adgang til praksisnær og verdensvendt undervisning i museer, teatre og andre eksterne læringsmiljøer. Der kan være rigtige gode grunde til, at nogen bruger det lokale museum og andre ikke gør, men der kan også være nogle barrierer eller muligheder, som vi ikke opdager og handler på i dag. Her kan et datagrundlag på tværs af kultur- og uddannelsesområdet gøre en forskel. Derfor er vi meget glade for det nye samarbejde med Kulturens Analyseinstitut.”
Direktør for Kulturens Analyseinstitut, Esben Danielsen, siger:
”Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, som taler ind i instituttets strategi om et større fokus på børn og kultur. For os er det vigtigt at levere data og viden, som ikke ender i en skuffe, men som bidrager til reel handling, der kommer børnene til gode. Det forventer vi at samarbejdet her kan være med til”.
Første fase: Pilotprojekt i kommuner
Indsamling af data på området er komplekst, og der er meget forskellig praksis for hvad der registreres, og hvordan data bliver indsamlet. Derfor er det en central ambition i samarbejdet at skabe bedre overblik og koordinering og undgå unødigt dobbeltarbejde i sektoren.
Samarbejdet indledes med et forprojekt i 2026, hvor tre pilotkommuner deltager. Her skal parterne undersøge, hvilke data der er relevante og mulige at indsamle i praksis. Målet er at udvikle et undersøgelsesdesign, der både er brugbart og kan skaleres til flere kommuner og gentages over tid.
To nationale aktører forener på tværs af kultur og skole
Kulturens Analyseinstitut og Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer er begge nationale aktører med opdrag fra henholdsvis kultur- og undervisningsområdet. Sammen har parterne adgang til viden, netværk og data på tværs af aktører og niveauer – fra skoler og kommuner til kulturinstitutioner og nationale samarbejdspartnere. Det gør det muligt at udvikle et solidt undersøgelsesdesign og opbygge et sammenhængende datagrundlag, der kan omsættes til handling gennem målrettet formidling og løbende dialog med relevante aktører omkring kultur og skole.
Kontakt direktør Esben Danielsen, Kulturens Analyseinstitut for mere information: esben.danielsen@kulturanalyser.dk