Kulturprofiler

Med en Kulturprofil kortlægges kommunens kulturtilbud, borgernes forbrug samt potentialet i kulturelle fællesskaber og deltagelse. De folkevalgte kan derefter bruge de indsamlede data til at arbejde strategisk med beslutninger om kommunens kulturliv.

Hver kommune eller region har sine særlige spørgsmål, der mangler svar på. For nogle kommuner er det vigtigt at vide, om kulturlivet kan tiltrække tilflyttere eller fastholde borgerne. For andre kan kulturlivets betydning for borgernes trivsel være på dagsordenen.

En betydelig del af kortlægningen kommer fra kvantitative analyser. Den kvantitative analyse samler ny data fra borgerne på spørgsmål om deres brug af kulturtilbud. Vores kvantitative analyse laves i tæt samarbejde med den enkelte opdragsgiver, så vi sikrer et beslutningsgrundlag for politiske indsatser, der er baseret på konkret viden. Data indsamles typisk blandt 1.000-1.500 borgere i en periode på 2-3 uger.

Hvis du og din kommune vil høre mere, kan du kontakte seniorianalytiker Gitte Thulstrup på gitte@kulturanalyser.dk

Gå på opdagelse i vores arbejde her

Kulturprofil Sorø
Sorø Kommune har et forholdsvis højt aktivitetsniveau, især hvad angår deltagelse i rytmiske koncerter og scenekunst som, sammenlignet med Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse, ligger over landsgennemsnittet. Tilfredsheden med kulturlivet i kommunen er ligeledes høj og placerer sig i den øvre ende for de kommuner, Kulturens Analyseinstitut har undersøgt på Sjælland. Læs mere om kulturprofilen for Sorø Kommune her.
Kulturprofil Frederikshavn
Det mest anvendte kulturtilbud blandt borgerne i Frederikshavn Kommune er biografen – efterfulgt af besøg på museum. Det tredje mest anvendte kulturtilbud deles mellem to genrer: rytmisk koncert og biblioteksbesøg. Og det kulturtilbud, som færrest borgere gør brug af, er klassiske musikkoncerter. Læs mere om borgernes oplevelse og vurdering af kulturtilbuddene i Frederikshavn Kommune i denne kulturprofil.
Kulturprofil Faaborg-Midtfyn
Faaborg-Midtfyn Kommune ligger på niveau med gennemsnittet for de 20 Kommuner, der har fået lavet en kulturprofil, hvad angår andelen af borgere, der har været til rytmisk koncert, klassisk koncert og været på museum. Andelen, der har været i biograf, oplevet scenekunst live, opsøgt billedkunst og været fysisk på biblioteket ligger under kulturprofil- gennemsnittet. Til trods for, at aktivitetsniveauet lever op til kulturprofilgennemsnittet inden for flere genrer, er der uforløste potentialer inden for alle genrer, som synes at kunne udløses afhængig af ambitionsniveau. Læs mere om kulturprofilen for Faaborg-Midtfyn Kommune her.
Kulturprofil Næstved
Næstved Kommunes borgere har et godt aktivitetsniveau indenfor kulturområdet og en god tilfredshed med udbuddet af aktiviteter i kommunen. Tilfredshedsniveauet ligger over gennemsnittet for kommuner, Kulturens Analyseinstitut har undersøgt. Især borgere i livsfasen familie udtrykker, at kulturlivet matcher dem. Hele 67% af borgerne med børn i husstanden i alderen 0-17 år er tilfreds eller meget tilfreds med Næstved Kommunes Kulturliv. Men ligesom med så mange andre kommuner, vi har undersøgt, er der også potentiale og muligheder for forbedringer. Læs mere her.
Kulturprofil Fanø
Fanø Kommune er blandt en række kommuner i landet, der får udarbejdet en kulturprofil-analyse og er en af de første kommuner, hvor der også dykkes ned i turisters kendskab, brug og tilfredshed med kulturen. Det er ikke muligt at afdække alt, men denne rapport har til formål at tage temperaturen på kommunens kulturliv ud fra diverse eksisterende data og ikke mindst ud fra borgerne i kommunens kulturvaner, men også deres holdning til kommunens kulturtilbud.
Kulturprofil: Aabenraa
For bedre at forstå Aabenraa Kommunes kultur- og fritidstilbud, er det vigtigt at se nærmere på, hvilken kontekst de produceres og opleves i. I denne kulturprofil præsenteres en række basisdata om Aabenraa Kommune, der skal give indsigt i det landskab, som er med til at understøtte kunsten og kulturen i området.
Kulturprofil Bornholm
Den store turisme på Bornholm synes at spille en vigtig rolle for det store kulturudbud, hvilket vurderes at have en positiv afsmitning på borgernes engagement og deltagelse i kulturen. Der opleves generelt også stor opbakning til turismens positive effekter på lokalsamfundet. Der synes at være et uforløst potentiale i at synliggøre og tydeliggøre de mange kulturtilbud på øen. Flere borgere nævner, at de først bliver opmærksomme på tilbuddene for sent. En idé kunne være at styrke promoveringen af kulturtilbuddene via de forskellige aldersgruppers foretrukne informationskanaler (f.eks. sociale medier, personlige anbefalinger, trykte medier). Denne barriere er særligt tydelig blandt tilflyttere, som ofte ikke kender til kulturlivet ved ankomst og først bliver bekendt med det over tid. Læs mere om kulturforbruget på Bornholm her.
Kulturprofil Sønderborg
Sønderborg Kommunes kulturliv har et godt aktivitetsniveau og en god tilfredshed med udbuddet af aktiviteter. Tilfredshedsniveauet ligger over gennemsnittet for kommuner Kulturens Analyseinstitut har undersøgt. Største udfordring ser ud til at være at skabe relevante kulturtilbud for kommunens unge borgere. Tilflyttere, herunder nye borgere med udenlandsk baggrund, er en anden borgergruppe, der står relativt svagt i forhold til kendskab til og inkludering i kulturlivet. Læs mere om kulturprofilen for Sønderborg Kommune her.
Kulturprofil Tønder
Generelt har Tønder Kommune et attraktivt kulturliv. Tønder står især stærkt indenfor rytmisk musik bl.a. qua Tønder Festival. Udgangspunktet er godt, men der kan nås flere borgere med kulturtilbuddene. Det vurderes, at der er et uforløst potentiale i at synliggøre og tydeliggøre de mange kulturtilbud kommunen har. Læs mere fra kulturprofilen af Tønder Kommune her.
Kulturprofil Haderslev
Generelt har Haderslev Kommune et godt kulturliv at bygge videre på. Udgangspunktet er godt, men der kan nås mange flere borgere med tilbuddene. Aktivitetstilbuddene står naturligt stærkest i Haderslev by og svagere i landområderne. En indsats med at synliggøre, skabe transport og relevans for borgerne i landområderne af de eksisterende kulturtilbud kunne have effekt. Læs mere om Kulturprofil Haderslev her.