Bibliotekers samlingskraft
Brøndby Kommune har fået en Kulturprofil. Den har Kulturens Analyseinstitut udarbejdet for at skabe en baseline for Brøndby Kommunes fortsatte arbejde med at skærpe en stærk og godt forankret kulturpolitik. Nedenstående er et uddrag af konklusionerne. Læs hele kulturprofilen for Brøndby her.
Fysiske besøg på biblioteket hitter
Det markant stærkeste lokale kulturtilbud i Brøndby Kommune er bibliotekerne. Andelen af borgere, der fysisk har været på biblioteket, er højere end gennemsnittet i andre kulturprofil-kommuner.
Bibliotekerne tiltrækker en meget bred del af kommunens borgere. De rammer bredt og samler på tværs af sprog og kultur. Derfor har bibliotekerne et unikt potentiale til at være et sted, hvor borgere kan få information om kulturelle aktiviteter og løfte et samspil med andre kulturområder og virkeområder i kommunen. Kulturprofilen viser således, at det er oplagt at arbejde videre på bibliotekets funktion og lade bibliotekerne være centrale i en indsats for at skabe endnu mere at samles om.
Tilfredsheden blandt tilflyttere, flersprogede og personer under etablering stikker ud
På trods af et godt aktivitetsniveau og en rimelig tilfredshed med udbuddet af aktiviteter ligger tilfredsheden med kulturlivet i den nedre ende i forhold til de kommuner, Kulturens Analyseinstitut har undersøgt. Andelen af borgere, der er henholdsvis tilfredse og utilfredse med kulturlivet, er relativt ens på tværs af livsfaser og køn. Dog udviser borgere under etablering meget lidt tilfredshed og en manglende holdning til kulturlivet i kommunen.
Det udgør både en udfordring og et potentiale for at synliggøre og tydeliggøre Brøndby Kommunes kulturtilbud. Det bliver tydeligt hos tilflytterne, som ikke har kendskab til kulturlivet. Da en væsentlig andel af tilflyttere taler et andet sprog end dansk, er der også behov for at gøre viden om kulturlivet tilgængelig på andre sprog end dansk.
Kommune i Hovedstadsområdet
Brøndby Kommune har et begrænset udbud af kultur, der særligt centrerer sig i kulturhusene Brønden og Kilden. Men selvom udbuddet er lavt i kommunen, har borgerne rig mulighed for at opleve kultur i de omkringliggende hovedstadskommuner. For at undgå uhensigtsmæssig konkurrence kan man med fordel fokusere på tiltag, hvor Brøndby kan tilbyde bedre fysiske rammer i form af plads, og kan skabe nærhed og fællesskab i lokale aktiviteter, der også rummer frivillighed.
Metode
Kulturprofilen består af en kortlægning af udbuddet af kultur i Brøndby Kommune samt en borgerundersøgelse af kulturvaner med udgangspunkt i et lokalt tilpasset spørgeskema, der udspringer fra den nationale Kulturvaneundersøgelse. Resultaterne samles i en analyse, hvor der peges på styrker, svagheder og mulige scenarier.
Borgerundersøgelsens dataindsamling er gennemført i perioden 2. marts 2026 – 1. april 2026. Der er opnået 1.225 interviews ud af 17.049 borgere, hvilket er en svarprocent på 7,2 %.
Kontakt
Hvis du vil vide mere om kulturprofilerne, så kontakt senioranalytiker Gitte Thulstrup tlf. 48 88 02 24 eller på mail: gitte@kulturanalyser.dk