Kulturprofil Næstved

Stærk på biograf og bibliotek

Kulturliv som generel størrelse er kendetegnet ved en meget stor mangfoldighed – både i formater, indhold, aktiviteter og organisering. Det betyder, at når man beskriver og danner sig overblik over et kulturliv i fx en Kommune, vil det overblik man står tilbage med komme til at mangle hjørner, kanter og særligheder. Især kan det være sådan i en analyse af denne slags, hvor det fundne bygger på en borgerundersøgelse besvaret via spørgeskemaer, samt kortlægning via digitale data på udbud af kultur.

Formålet med en kulturprofil er at beskrive og kortlægge kommunens kulturliv. Denne analyse beskriver og kortlægger – og er tænkt som netop den basis og det udgangspunkt, dybere analyser og forståelser kan bygge videre på. Hele kulturprofilen for Nætstved kan læses her

Godt aktivitetsniveau i Næstved

Næstved Kommunes borgere har et godt aktivitetsniveau indenfor kulturområdet og en god tilfredshed med udbuddet af aktiviteter i kommunen. Tilfredshedsniveauet ligger over gennemsnittet for kommuner, Kulturens Analyseinstitut har undersøgt.

Især borgere i livsfasen familie udtrykker, at kulturlivet matcher dem. Hele 67% af borgerne med børn i husstanden i alderen 0-17 år er tilfreds eller meget tilfreds med Næstved Kommunes Kulturliv. Tilfredsheden i livsfaserne single/par og livserfarne ligger på niveau med gennemsnittet for hele kommunen samlet set (55%) mens livsfaserne ung og under etablering er de to grupper, hvor færrest er tilfredse med kulturlivet.

Overordnet ses samme mønster på tværs af de målte kulturaktiviteter. Flest borgere i områderne Næstved & Karrebæksminde og i nord har været aktiv inden for de enkelte kulturområder det seneste år. Borgere fra øst følger lige efter, mens markant færre borgere fra den vestlige del af kommunen, har opsøgt kultur inden for de enkelte kulturområder det seneste år.

Næstved Kommune står stærkt på biograf og bibliotek, og især indenfor musikgenren og billedkunst ses megen aktivitet. Alligevel tager mange borgere ud af kommunen for at opleve kulturaktiviteter. Det er især markant indenfor museer, men også inden for billedkunst, scenekunst og koncerter (både rytmisk og klassisk). Indenfor scenekunst og koncerter gælder, at cirka lige mange har oplevet genrerne udenfor som indenfor kommunen det seneste år. Flere har været på museum udenfor end indenfor kommunen det seneste år.

Det kan være en bevidst strategi, at ‘sende borgerne ud af kommunen’ for at opleve kultur. Det er set i andre kommuner. Det synes dog vigtigt, at man som kommune er bevidst om dette. Tiltag for at imødekomme flere borgeres behov synes oplagt, dog uden at gå på kompromis med kulturtilbuddene til familierne, som synes særligt imødekommet. Børnekulturen i kommunen synes at stå stærkt med Næssi og de mange bredt favnende aktiviteter. Det er meget positivt, så længe det ikke sker på bekostning af andre borgergrupper.

En indsats med at synliggøre de mange tilbud og skabe relevans for borgerne i hele kommunen synes at kunne have effekt.

 

Baggrund

Kulturens Analyseinstitut har udviklet en Kulturprofil til danske kommuner som en metode til at kortlægge den enkelte kommunes udbud af kultur og borgernes engagement heri. Kulturprofilen skal bidrage til at skabe et fælles udgangspunkt for lokale politikere, lokale interessenter, offentligheden, statslige politikere og for hvem det måtte interessere at dykke ned i den enkelte kommunes kulturliv.

Næstved Kommune er blandt en række kommuner i landet, der får udarbejdet en Kulturprofil-analyse. Målet er at skabe en baseline for Næstved Kommunes fortsatte arbejde med at skabe en stærk og godt forankret kulturpolitik. Læs hele rapporten her

Det er ikke muligt at afdække alt, men denne rapport har til formål at tage temperaturen på kommunens kulturliv ud fra diverse eksisterende data og ikke mindst ud fra borgerne i kommunens kulturvaner, men også deres holdning til kommunens kulturtilbud.

Denne kulturprofil er udarbejdet i samarbejde med Visit Sydsjælland og Møn, Næstved Kommune og Dansk Kyst- og Naturturisme som led i projekt “Udvikling af stærke kulturdestinationer i kyst- og naturturismen: Lokal forankring, styrkede kommercielle sammenhænge og et stærkt internationalt brand.” Målet med projektet er at styrke turisters kendskab til og brug af kulturoplevelser på ferien i Danmark.

På grundlag af kulturprofilen vil der – i tæt samarbejde med det lokale kulturliv og turismeerhvervet – blive udviklet anbefalinger til initiativer, der kan styrke det lokale kulturudbud overfor turister.

Kulturprofilen er udformet med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

 

Kontakt 

Hvis du vil vide mere om kulturprofilerne, så kontakt senioranalytiker Gitte Thulstrup tlf. 48 88 02 24 eller på mail: gitte@kulturanalyser.dk