Den 9. og 10. marts 2026 afsluttede projektet BØV – Børns møde med den nationale kulturarv med en konference på Aarhus Universitet og Moesgaard Museum. Konferencen samlede forskningen og projektindsigter, praksiserfaringer og eksempler fra kulturlivet. Følgende er et referat af pointerne fra konferencen skrevet af phd og analytiker Kathrin Hohmaier. 

BØV er et tværinstitutionelt samarbejde mellem Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet, Det Kongelige Teater, Nationalmuseum og Statens Museum for Kunst. Projektet er støttet af Augustinus Fonden i perioden 2023-2026 og har til formål at undersøge, hvordan de involverede institutioner muliggør børns aktive møde med den nationale kulturarv. 

Konferencen samlede forskningen og projektindsigter, praksiserfaringer og eksempler fra kulturlivet. Samtidig udkom et særnummer af BUKS – Tidsskrift for børne- og ungdomskultur med projektets resultater: https://tidsskrift.dk/buks/issue/view/13008. 

For Kulturens Analyseinstitut er projektet særligt relevant, da instituttet i 2026 og 2027 har strategisk fokus på børns deltagelse og engagement i kulturlivet, blandt andet gennem projektet Verdensarv for alle børn og unge. Projektet samler viden og udvikler nye aktiviteter for børn i udsatte og sårbare positioner ved Roskilde Domkirke (https://kulturensanalyseinstitut.dk/viden-artikler/undersoegelse-formidling-af-verdensarv-til-saarbare-boern-og-unge/). 

På den baggrund samler vi her de vigtigste indsigter fra konferencen, fordi de peger direkte ind i aktuelle spørgsmål om børns deltagelse, inddragelse og adgang til kultur. 

Tre centrale pointer fra konferencen 

Tre gennemgående indsigter stod særligt tydeligt frem: 

• Børns handlekraft (agens) er central, men altid relationel og situeret 

• Voksne og institutioner spiller en afgørende – og ofte styrende – rolle 

• Meningsfuld inddragelse kræver tid, rammesætning og metodisk bevidsthed 

Børns agens er relationel og situeret 

Børns agens – forstået som deres mulighed for at handle, påvirke og skabe – var et gennemgående tema på konferencen. Samtidig blev det tydeligt, at denne handlekraft sjældent står alene. 

Et centralt perspektiv, som blev præsenteret af Nina Christensen, professor i børnelitteratur ved Aarhus Universitet, er, at børns handlekraft opstår i relationer: til andre børn, til voksne, til materialer og til kulturelle kontekster. Børn står ikke alene, men indgår i korrespondancer – både bogstaveligt, når de skriver med andre, og når de refererer til forbilleder eller andre kunstnere i deres tegninger og tekster. Det betyder, at deres kreative udtryk både er selvstændige og formet af omgivelserne. 

Denne forståelse nuancerer forestillingen om det autonome, frit skabende barn. Børn skal tages alvorligt som kunstneriske aktører, men deres handlemuligheder er altid indlejret i sociale og kulturelle sammenhænge, som ofte er voksenstyrede. Det gør det relevant at spørge, hvilke forestillinger om børn der præger arbejdet i kulturinstitutioner. 

Voksne og institutioner som rammesættende aktører 

En anden gennemgående pointe var, at børns deltagelse altid er betinget af voksne og institutionelle rammer. 

Voksne fungerer ofte som det, man kan kalde gatekeepere – de sætter rammerne for, hvad der er muligt, og hvad der anerkendes som legitime kreative udtryk. Det gælder både forældre, lærere, ledsagere og formidlere hos kulturinstitutioner. Samtidig er institutionernes organisering, normer og prioriteringer afgørende for, hvordan børn kan deltage. 

Nina Gram, senioranalytiker ved Det Kongelige Teater, og Nanna Holdgaard, seniorforsker ved Nationalmuseum, viser med deres undersøgelse af museumsbesøg, at børns indflydelse på beslutningen om at tage på museum ofte er usynlig, men væsentlig. Selve besøget formes i et samspil mellem børn, voksne og institutionens rammer, som skiftevis kan være styrende. Derfor foreslår de også en ny kategori – institutionsstyret – for at perspektivere kulturinstitutionens position i disse processer. 

På konferencen blev der også præsenteret forskellige måder at forskyde eller udfordre voksnes rolle i børns møde med kultur. Deres gatekeeper-rollen trådte her frem som en vigtig modvægt til forestillingen om børns frie agens, fordi adgangen til børnene ofte går gennem voksne. Nogle initiativer forsøger at mindske voksnes styring ved at give børn direkte adgang til at deltage i kunstneriske processer, mens andre arbejder med børneråd eller inddragelse som en mere struktureret del af institutionens udvikling. 

Inddragelse kræver tid, facilitering og klare rammer 

En tredje hovedindsigt er, at reel børneinddragelse er ressourcekrævende. Monica Eileen Patterson, associate professor ved Carleton University i Canada, præsenterede flere eksempler på børn i museer som medskabere eller kuratorer. Det giver fascinerende resultater, men kræver også omfattende forløb med workshops, dialog og opfølgning. Det forudsætter både tid, kontinuitet og engagement fra børn, voksne og museet. 

Dette gælder også i forskningssammenhæng, som Christiane Særkjær, postdoc i BØV, og Louise Ejgod Hansen, BØVs projektleder, har vist. Når børn inddrages som medforskere, kan det give værdifulde perspektiver, men det medfører også metodiske udfordringer. Data kan være uforudsigelige og mindre strukturerede, og processen kræver stor fleksibilitet. Samtidig fremstod arbejdet med børn som medforskere så omfattende, at det næsten kunne betegnes som et aktivitetstilbud i sig selv. 

Åbne spørgsmål og behov for mere nuanceret viden 

Konferencen rejste på tværs af oplæg og diskussioner en række spørgsmål om grænserne for børns inddragelse og agens – både i kulturproduktion og i forskningsmæssig sammenhæng: 

• Hvor går grænserne for børns indflydelse? 

• Hvilken status får børns bidrag i kunstneriske, institutionelle og forskningsmæssige sammenhænge?  

• Hvordan vurderes kvalitet, når børn er medskabere?  

• Hvordan håndteres komplekst og uensartet datamateriale i forskning med børn?  

• Hvad kan ikke analyseres af børneforskere?  

• Hvordan kan børn i udsatte og sårbare positioner inddrages mere målrettet? 

Disse spørgsmål peger på, at arbejdet med børneinddragelse ikke kun handler om vilje, børnesyn og institutionens holdning, men også om ansvar og udvikling af faglige standarder. 

Der blev efterlyst en mere samlet strategi for børn og unge på kulturområdet for at sikre børns adgang til kultur. Samtidig står feltet fortsat i spændet mellem læring og oplevelse, didaktik og æstetik – modsætninger, som i praksis ofte overlapper. 

Konferencen pegede samlet set på et behov for mere nuanceret viden om de konkrete betingelser for inddragelse, med- og samskabelse. Det gælder blandt andet: 

• organisering og ressourcer 
  • pædagogiske og didaktiske greb 
  • forventninger og formål 
  • samspillet mellem børn og voksne 

I tråd med dette blev det også rejst, om der er behov for i højere grad at se på de voksne omkring børnene som en målgruppe i sig selv, og at kulturinstitutionernes perspektiv på voksne bør inddrages tydeligere. 

Konferencen viser samlet set, at arbejdet med børn i kulturinstitutioner ikke kun handler om gode intentioner af inddragelse. Det kræver også tid, tydelige rammer, metodisk bevidsthed og bevidste valg i institutionernes praksis. Set fra vores perspektiv understreger konferencen behovet for mere nuanceret viden om de konkrete betingelser for børns deltagelse i kulturlivet. 

Kontakt

Hvis du ønsker mere viden om børn og kultur kan du kontakte analytiker Kathrin Hohmaier kathrin@kulturanalyser.dk