Biografer, bøger og strik
Kulturprofilen kortlægger kulturtilbud i Frederikshavn Kommune, borgernes forbrug samt potentialet i kulturelle fællesskaber og deltagelse. Den underbygger og skaber et grundlag for at arbejde strategisk med beslutninger om kommunens kulturliv. Følgende er et uddrag af kulturprofilens konklusioner, hele rapporten kan læses her.
Tilfredshed blandt de fleste, men ikke de unge
Frederikshavn Kommunes kulturliv har et godt aktivitetsniveau, og der er en god tilfredshed blandt borgerne med udbuddet af aktiviteter. Tilfredshedsniveauet ligger over gennemsnittet for de kommuner, som Kulturens Analyseinstitut har udarbejdet en kulturprofil for.
Under borgerinddragelsen er borgerne blevet inddelt i 5 kategorier, hvoraf en gruppe er med hjemmehørende børn (familie), mens de fire andre er uden hjemmehørende børn (ung, under etablering, single/par og livserfarne). Antalsmæssigt er det flest livserfarne borgere og familier, som har deltaget i borgerinddragelsen, da 7 ud af 10 borgere befinder sig i disse to kategorier.
Især livserfarne borgere samt borgere i livsfaserne single/ par og familie oplever, at kulturlivet matcher dem. Livsfaserne ung og under etablering er de to grupper, hvor færrest er tilfredse, endda flest er direkte utilfredse med kulturlivet.
Fire ud af ti borgere i kommunen finder ikke kulturlivet relevant for dem, eller har meget lidt viden om, hvad der foregår. Unge er overrepræsenteret i denne gruppe. Det er både en udfordring og et potentiale.
Biografen i top
Det mest anvendte kulturtilbud blandt borgerne i Frederikshavn Kommune er biografen – efterfulgt af besøg på museum. Det tredje mest anvendte kulturtilbud deles mellem to genrer: rytmisk koncert og biblioteksbesøg. Og det kulturtilbud, som færrest borgere gør brug af, er klassiske musikkoncerter.
Sammenlignet med de 20 kommuner, der har fået udarbejdet en kulturprofil, ligger Frederikshavn Kommune over gennemsnittet for de, hvad angår andelen af borgere, der har været til rytmisk koncert inden for det seneste år. Andelen af borgere i kommunen, der har været i biografen, ligger på niveau med de andre kommuner med en kulturprofil. Kommunen ligger til gengæld under kulturprofilgennemsnittet for andelen af borgere, der har oplevet scenekunst, været til klassisk koncert, været fysisk på biblioteket, på museumsbesøg og opsøgt billedkunst.
Kulturprofilens undersøgelsen af borgernes kulturvaner inkluderer også deltagelse i aktiviteter i fritiden.
For fritidsaktiviteter i organiserede rammer er der flest, der deltager i aktiviteter indenfor idrætsområdet, natur/ outdoor og fællesspisning. Laveste deltagelse er indenfor aftenskole, musikskole og privatundervisning. Hovedparten af musikskolens brugere er under 15 år, en gruppe som ikke er med i borgerinddragelsen, og kan forklare den lave placering.
Læsning/ lytning til bøger og håndarbejde såsom strikning og syning er de absolutte højdespringere, når der kigges på borgernes deltagelse i kulturaktiviteter udenfor de organiserede rammer. Når det gælder borgernes kendskab til udvalgte kulturinstitutioner og –foreninger, er biblioteket den mest kendte og mest besøgte kulturinstitution i Frederikshavn Kommune.
Potentiale
Undersøgelsen viser, at der er stort potentiale i at øge kendskabet til kulturtilbuddene. Denne pointe er også præsenteret for udsnittet af kulturinstitutioner og -foreninger, som ser en stor gevinst i at samkoordinere deres markedsføring og nyhedsbreve, med henblik på at reklamere for hinandens aktiviteter.
Kulturaktørerne ser ligeledes en stor gevinst i at samarbejde om konkrete projekter, også med henblik på større fælles synlighed.
Borgerundersøgelsen viser, at koncerter er den kulturgenre, som flest borgere oplever, der mangler i Frederikshavn Kommune. Det står i kontrast til, at der faktisk blev afholdt 605 koncerter i 2024 – næsten 2 om dagen – fordelt på 95 forskellige spillesteder. Det rejser spørgsmålet, om en bedre fælles synlighed mellem de mange spillesteder kan være nøglen til at imødekomme borgernes ønske.
Baggrund
I foråret 2025 indgik Frederikshavn Kommune et samarbejde med Kulturens Analyseinstitut om at få udarbejdet en kulturprofil med det formål at hente data og viden om kulturlivet i kommunen.
Kulturprofilen skal gøre kommunen klogere på borgernes forbrug og tilfredshed af de kulturelle tilbud, herunder at blive klogere på forbedringspotentialerne for udvikling af fremtidens kunst og kulturliv i Frederikshavn Kommune.
Kontakt
Hvis du vil vide mere om kulturprofilerne kontakt senioranalytiker Gitte Thulstrup gitte@kulturanalyser.dk eller på 48 88 02 24
