Potentiale for hotspots udenfor hovedstaden
Kulturens Analyseinstitut har udviklet en Kulturprofil til danske kommuner som en metode til at kortlægge den enkelte kommunes udbud af kultur og borgernes engagement heri.
Målet har været at etablere et fundament for Ballerup Kommunes videre arbejde med at skærpe en stærk og velforankret kulturpolitik. Læs hele rapporten her.
Overordnet godt aktivitetsniveau og høj tilfredshed
Kulturprofilen viser, at tilfredshedsniveauet ligger på niveau med gennemsnittet for kommuner Kulturens Analyseinstitut har undersøgt. Især livserfarne borgere i alderen 60 år+ samt borgere i livsfaserne single/par og familie oplever, at kulturlivet matcher dem. Livsfaserne ung og under etablering er de to grupper, hvor færrest er tilfredse og flest er direkte utilfredse med kulturlivet.
Til trods for at aktivitetsniveauet lever op til kulturprofilgennemsnittet inden for flere genrer, er der uforløste potentialer inden for alle genrer, som kan udløses afhængig af ambitionsniveau.
Hovedstadskommune rummer potentialer
Ballerup Kommune ligger i hovedstadsområdet. Samtidig vokser Ballerup Kommune befolkningsmæssigt, og har allerede i dag en befolkning med stor appetit på kultur. Der vil derfor være mange borgerforventninger til kulturelle muligheder. Det peger på en tydelig differentieringsstrategi – man kan ikke alt, og skal ikke alt, men hvor lægges prioriteringerne, hvorfor og med hvilket mål? En tydeligt kommunikeret strategi kan være en forventningsafstemning med borgerne, så de ved, hvad man står for, og hvad de kan forvente modvirke utilfredshed og skæve forventninger.
Det er kendetegnende for Ballerup Kommune, at hovedparten af aktiviteten foregår udenfor kommunen. Det gælder for både rytmiske og klassiske koncerter, scenekunst, museumsaktivitet og billedkunst. Hver tredje borger giver udtryk for, at nærheden til Københavns kulturudbud har betydning for, at de bor i Ballerup Kommune. Det kan være en bevidst og fornuftig strategi som hovedstadskommune at sende ‘ borgerne ud af kommunen’ for at opleve kultur, for at undgå at konkurrence på aktiviteter, man ikke kan matche. Det er vigtigt, at man som kommune er bevidst om dette.
Her er måske et potentiale særskilt for Ballerup. Analyser i Københavns Kommune viser, at der er stor sammenklumpning af kulturaktører og kunstnere midt i byen, hvor det er dyrest at være, hvor faciliteter og muligheder har den højeste grad af voldsom konkurrence, pris osv. Det kan man profitere af ved at skabe muligheder, der er alternative og mere tilgængelige. Altså simpelthen skabe hotspots i næste cirkel omkring hovedstadens centrum. Disse kan fungere som nye kreative hubs, hvor der skabes nye muligheder for aktører og kunstnere.
Storbyen er også kendetegnet ved, at de mange muligheder generelt skaber fragmentering. Hovedstaden er et kulturelt slaraffenland for de ressourcestærke, men kan være desto sværere for dem, der ikke er så stærke, da konkurrence, netværk osv. er endnu mere udtalt i storbyen end nogen andre steder. Så hvordan skaber man lokalt engagement og lokale mødesteder? Her spiller kultur en central rolle.
Om kulturprofilen
I kulturprofilen af Ballerup Kommune er baseret på en borgerundersøgelse, der kortlægger borgernes kulturvaner og frivillige arbejde og en kortlægning af udbuddet af kultur i Ballerup. Borgerundersøgelsens dataindsamling er gennemført i perioden 5. september 2025 – 4. november 2025. Læs hele metodeafsnittet i rapporten her.
Kontakt
Hvis du vil vide mere om kulturprofilerne kontakt senioranalytiker Gitte Thulstrup gitte@kulturanalyser.dk eller på 48 88 02 24
