Kulturfrivillige seniorer lever et aktivt liv og er samtidig en vigtig motor i kulturlivet. De holder ikke bare mange aktiviteter i gang, men selve indsatsen spiller også en væsentlig rolle i mange ældres trivsel, velbefindende og oplevelse af fortsat at have betydning. Samtidig peger data på, at det, der gør seniorfrivilligheden stærk — erfaring, stabilitet, lang anciennitet og stærkt ejerskab — også kan gøre generationsskifte og fornyelse vanskeligere.

På baggrund af Den Nationale Undersøgelse af Kulturfrivillighed har vi set nærmere på seniorerne og deres rolle i kulturlivet. Følgende er et uddrag fra artiklen – hele teksten kan læses her. 

Seniorerne holder meget af kulturlivet kørende
Den nationale undersøgelse af kulturfrivillighed viser, at de ældre udgør den største samlede kulturfrivillige aldersgruppe, og at gennemsnitsalderen i feltet er høj. Omkring to tredjedele af respondenterne er født før 1970, og den største enkeltgruppe er de 66-75-årige. Det tegner et billede af et kulturliv, hvor seniorerne ikke er en randgruppe, men mange steder en bærende kraft i den daglige drift, kontinuitet og sociale stabilitet. Der tegner sig et tydeligt billede af seniorkulturfrivilligheden som noget langt mere væsentligt
end en gruppe mennesker med lidt ekstra tid. Seniorfrivillige bidrager med erfaring, stabilitet, faglighed, lokal hukommelse og hverdagslig drift. De hænger udstillinger op, tager imod gæster, planlægger arrangementer, underviser skoleklasser, laver værtskab, holder fællesskaber åbne og får kulturinstitutioner til at fungere i praksis. Mange steder er de ganske enkelt noget af det, der får kulturlivet til at hænge sammen.

Stor loyalitet og arvtager-bekymring 

De seniorfrivillige er loyale og til at regne med, men der er også lavpraktiske sårbarheder forbundet med deres engagement. F.eks. hvordan man rekrutterer nye frivillige og deler ud af ejerskabet til aktiviteten. Det ses især, når stifterne eller den oprindelige gruppe begynder at få skavanker eller kan mærke, at energien ikke er, som den har været engang, og man brændende ønsker sig, at nogen tager over på det fællesskab, man har været med til at bygge. Dér kan det være svært at få nye til at overtage engagementet, fordi rammerne allerede er så definerede. 

I den nationale undersøgelse af kulturfrivillighed peger både aktører og frivillige også på en bekymring over, hvor længe de frivillige kan varetage deres opgaver. Blandt de åbne svar på spørgsmålet “hvad er det sværeste” findes flere eksempler på, at det kan være svært at vurdere de frivilliges helbred, når de bliver syge og måske ikke kan varetage det frivillige engagement på et tilfredsstillende niveau. F.eks. gives der eksempler på begyndende demens eller sygdom, der svækker for meget. Her skinner det tydeligt igennem, at ingen har lyst til at ekskludere nogen fra fællesskabet, men at det er en virkelig svær balance, fordi der trods alt er en grænse for, hvad der kan fungere i de frivillige indsatser. Samtidig nævner flere af de frivillige også, at de er bekymrede for at blive for syge, gamle eller demente til at kunne opretholde deres frivillige engagement.

Det vidner om en stærk tilknytning til og en stor glæde ved at deltage i kulturfrivilligheden, som
gør seniorer stolte og glade, og som bidrager til deres trivsel. Ikke kun til glæde for dem selv, men
også for det nære fællesskab og for et levende kulturliv i lokalsamfund landet over. Det er noget,
der er værd at være en aktiv del af, så længe man kan.

Fem pointer

Seniorfrivillighed handler ikke kun om at få noget til at løbe rundt. Det handler også om at have en funktion, at fortsætte med at bruge sig selv, at være del af noget større og at have et sted at høre til. Det er måske netop derfor, seniorfrivilligheden fortjener anerkendelse. Ikke kun fordi seniorer fylder meget i kulturlivet, men fordi de holder meget af det kørende. Undersøgelsen afslører fem pointer om de ældste kulturfrivillige: 

1: Seniorfrivillige er ikke en reserve — de er en bærende del af kulturlivet. Mange steder er det deres erfaring, stabilitet og daglige engagement, der får aktiviteter og institutioner til at hænge sammen.
2: Seniorfrivillighed handler ikke kun om tid, men om betydning. For mange er engagementet en måde at bevare rytme, ansvar, kompetence og mening i hverdagen på.
3: Kulturfrivillighed giver både funktion og fællesskab. Den gør det muligt at bidrage konkret og samtidig være del af et socialt og fagligt samlingspunkt.
4: Aldersbetinget sygdom kan være en stopklods. Ældre er til stor gavn i kulturlivet, men når den enkelte bliver for svækket, er det hårdt for både personen selv og fællesskabet.
5: Etablerede fællesskaber er svære at give videre. Stærke vaner, høj anciennitet og stort ejerskab kan gøre generationsskifte og fornyelse vanskeligere – og det er en vigtig erkendelse.

Læs hele artiklen her 

Bag artiklen 

Artiklen er baseret på data fra Den Nationale Undersøgelse af Kulturfrivillighed.

Cecilie E. L. Johansen og Amelie Mannerup har hos Kulturens Analyseinstitut undersøgt 778 kulturaktører, der dækker alt fra teatre, museer, musikfestivaler over rollespilsklubber og håndarbejdsforeninger. Flere end 2.000 frivillige har deltaget anonymt via et spørgeskema, og der er gennemført 20 kvalitative interviews med repræsentanter fra aktørerne.

Hele rapporten kan læses her

Rapporten giver et samlet overblik over kulturfrivillighed i Danmark på tværs af genrer og aktørtyper. Formålet er at styrke et fælles videns- og begrebsgrundlag, som kan bruges i dialog, udvikling og prioritering på området. Rapporten henvender sig til kulturaktører, kommuner, landsorganisationer
og andre, der arbejder med rammerne for kulturfrivillighed – samt beslutningstagere og samarbejdspartnere, der ønsker et samlet overblik. Rapporten beskriver, hvem der engagerer sig, hvad der motiverer frivillige, hvilke opgaver der løses, og hvilke udfordringer og dilemmaer der opleves på tværs af kulturlivet. Resultaterne præsenteres som mønstre og tendenser i materialet og kan bruges som afsæt for strategi, dialog og udvikling. 

Kontakt 

For mere viden om kulturfrivillighed, kontakt analytiker Cecilie E. L. Johansen cecilie@kulturanalyser.dk