Et hold er ikke det samme som et fællesskab. Hvis vi virkelig vil styrke børn og unge gennem mødet med kunst og kultur, skal vi udvide fokus fra målgrupper og tage relationer med. Frem for at diskutere, hvilke flere børn og unge kulturpasset skal tilbydes, bør det handle om, hvordan vi møder dem. For at børn og unge kan finde mening, glæde og tilhørsforhold i kulturen, kræver det facilitering, værtskab, formidling og især, at de bliver lyttet til og taget seriøst.

Denne konklusion kan drages på baggrund af Kulturens Analyseinstituts rapport om internationale erfaringer med kulturpas. I den danske model tilbydes der ikke kun et beløb, som kan bruges på udvalgte idræts- og kulturaktiviteter. Dertil støttes 15 projekter, som ud over fri adgang tilbyder tilrettelagte forløb. Projekterne viser således, hvordan de ovennævnte aspekter kan omsættes i praksis. Fællesskaber opstår nemlig ikke nødvendigvis af sig selv, men skal understøttes og faciliteres af voksne, der møder børn og unge med et pædagogisk blik og et inkluderende værtskab. Det kræver professionelle, der kan håndtere konflikter, skabe tydelige rammer og sikre, at alle føler sig velkomne. Når rammerne er forudsigelig og inkluderende, kan børn og unge bruge deres energi på oplevelsen frem for at finde deres plads i fællesskabet.

Det er en stor opgave, og traditionelt har den ligget hos pædagogerne. Hvis kulturlivet ønsker at være en arena for trivsel og fællesskab for børn og unge, må det også være parat til at påtage sig nogle af de perspektiver og opgaver, der følger med. Derfor er der behov for at styrke de professionelle i kulturlivet gennem kvalificering til arbejdet med børn og unge, særligt dem i udsatte positioner. Deres egen faglighed kan med fordel udvikles i samspil med pædagogisk viden og erfaring. En lignende pointe har museumsinspektør Cecilie Monrad fremhævet tidligere i en kommentar i Kulturmonitor: Forholdet mellem børn og voksne er grundlæggende asymmetrisk. Børn og unge er i kraft af deres udvikling sårbare og i varierende grad afhængige af de voksne omkring dem. Det kræver en vis sensibilitet og bevidsthed i kulturlivet, som i forvejen ofte er præget af usynlige hierarkier og usikre finansierings- og ansættelsesforhold. Heldigvis er der i de senere år kommet større opmærksomhed på disse udfordringer, og det giver mulighed for læring og udvikling.

Vi bør tage højde for børn og unges sårbarhed både i organiseringen af indsatserne og kvalificeringen af de professionelle. Netop stabile relationer til voksne har vist sig at være afgørende, særligt for børn og unge i udsatte positioner, som det fremhæves blandt andet i vores rapport om Kulturarvsformidling. Hvis en central voksen i et projekt må stoppe, fordi finansieringen udløber, eller fordi vedkommende finder et mere stabilt job, kan den tillid og tilknytning, der er opbygget til børnene, gå tabt. Og når relationen forsvinder, er der en reel risiko for, at børnene falder fra.

Samtidig er det en styrke, at mange af de mennesker, der arbejder med børnekultur, kommer med forskellige faglige baggrunde fra kunst, kultur og andre områder. Men netop derfor er det vigtigt at skabe et fælles fundament fra starten: Hvilke værdier arbejder vi ud fra? Hvad er formålet? Og hvilke principper skal forme vores fællesskab?

Men hvis børn og unge først skal opleve mistrivsel eller få en diagnose, før de får adgang til støtte og fællesskaber, som kunne være med til at forebygge netop disse problemer, skaber vi paradoksale forhold. Derimod skulle vi tage udgangspunkt i, at alle børn og unge kan have perioder, hvor livet er svært, og at der i enhver klasse findes nogen, som kæmper med udfordringer. Så risikerer vi ikke at overse dem, der har brug for hjælp.

Ideen om, at hvad der er nødvendigt for nogen, er til gavn for alle – rummer et stort potentiale for kulturformidlingen. Med forholdsvis små greb, som tydelig struktur, genkendelighed i programmet og åbenhed for forskellige måder at kommunikere på, bliver det allerede lettere for flere børn og unge at være med. Samtidig ligger der en stor gevinst i at tænke kultur som noget, man gør: Flyt kulturen fra hovedet og ned i kroppen. Når børn og unge får lov til at undersøge, skabe, lege og bruge alle sanserne, åbner kulturlivet sig på andre måder. Endelig er samarbejdet med de mennesker, der allerede er tæt på børn og unge, som lærer og pædagoger et vigtigt greb til at skabe stærke relationer.

Hvis kulturlivet vil være med til at løfte trivselsdagsordenen, kræver det langsigtede rammer, faglig kvalificering og et konsekvent fokus på de behov, børn og unge faktisk har i deres liv. Så kan alle børn og unge opleve, at kulturlivet også er deres.

Kathrin Hohmaier, phd og analytiker 

Kontakt 

Vil du videre mere om børn, formidling og kultur kontakt kathrin@kulturanalyser.dk