Litteraturreview: Kunst og almene boliger

Trivsel og tilhørsforhold

Dette review viser, at kunst i almene boligområder under de rette betingelser kan styrke trivsel, relationer og lokalt tilhørsforhold. Litteraturen dokumenterer mest konsistent effekter på fællesskab og sociale møder mellem beboere, mens virkninger på trivsel, livschancer og socialt mix er svagere dokumenteret.

Reviewet understreger vigtigheden af at tænke kunst i almene boligområder som langsigtet investering snarere end enkeltstående projektindsatser. De fire virkemidler kan fungere som designkriterier ved udvikling og evaluering af kunstprojekter i praksis. Samtidig peger de identificerede videnshuller på behovet for kritisk opmærksomhed på, hvordan kunstprojekter håndterer spændingen mellem værdiskabelse for eksisterende beboere og brugen af kunst i bystrategiske omdannelsesprocesser. Læs hele reviewet her 

Fire virkemidler går igen i den danske og internationale litteratur som afgørende for, om kunstprojekter skaber lokal værdi:

1

Inddragelse

Projekter, hvor beboere har reel medskabelse og ejerskab, skaber større engagement og effekt.

2

Kontinuitet

Kunstprojekter med længere tidshorisont og klare overgange fra projekt til
drift giver mere vedvarende resultater.

3

Kunstnerisk autonomi

Kunstens potentiale styrkes, når den får rum til selvstændighed –
men balancen med lokale forventninger og behov kræver opmærksomhed.

4

Partnerskaber

Tværgående samarbejde mellem boligorganisationer, kommuner, kunstaktører og lokale aktører skaber bedre forankring og større robusthed.

 

Videnshuller 

Reviewet peger samtidig på markante videnshuller:
• For det første et manglende langsigtsperspektiv: Få studier følger beboere og interaktioner på tværs af beboersegmenter over tid, og voksne er underbelyste som særskilt målgruppe.
• For det andet eksisterer der metodiske begrænsninger: Studier mangler kontrolgrupper, systematiske før-efter-målinger og økonomisk værdisætning.
• For det tredje er strukturelle effekter ikke belyst i tilstrækkelig grad: Forskningen adresserer i begrænset omfang gentrificeringsdynamikker, faktisk tryghed og langtidstrivsel.

Baggrund for reviewet

Landsbyggefonden og Bikubenfonden deler et ønske om at styrke vidensgrundlaget for kunstens rolle i almene boligområder. Reviewet er udarbejdet som et kort,
forskningsbaseret overblik, der kan kvalificere det videre arbejde med at forstå og undersøge kunstens menneskelige, sociale og på sigt også økonomiske værdi i denne kontekst.
For Kulturens Analyseinstitut er arbejdet relevant som led i vores bidrag til at udvikle anvendelig viden om, hvordan kultur skaber værdi i samfundet, og hvilke betingelser der skal være til stede, når kunst bruges i komplekse lokale sammenhænge. Vores ambition er, at indsigterne kan bruges af fonde, boligorganisationer, foreninger, kommuner
og andre beslutningstagere, der arbejder med eller overvejer at investere i kunst- og kulturindsatser i almene boligområder.

Kontakt

For mere information og viden om kunst i almene boligområder kontakt analysechef Jens Christian Nielsen  jcn@kulturanalyser.dk  eller analytiker Karen Broberg  karen@kulturanalyser.dk

Læs hele reviewet her