Kunst, kultur og regenerativ økonomi
Den britiske økonom Kate Raworth besøgte i september 2025 København for at præsentere sin teori om doughtnut-økonomi i et kultur-perspektiv. Vi talte med hende og har samlet hovedpointerne fra interviewet og fra den tidligere udgivelse “Doughnut of Social and Planetary Boundaries Monitors a World Out of Balance” af Andrew L. Fanning og Kate Raworth, udgivet i Nature den 1. oktober 2025. Læs hele vores artikel her.
Med høj hat, farverige bukser og polkaprikket skjorte indtog hun en tætpakket festsal på Københavns Rådhus med sit Doughnut Economy Circus. ”I ethvert publikum er der nogen, der kan jonglere, en aspirerende akrobat, eller en, der drømmer om at være klovn. Jeg tror, at alt for meget af vores økonomiske tænkning er foregået gennem ord, grafer og excel-ark. Kunsten og kulturen, derimod, inviterer os til at føle og sanse – ikke kun med hovedet, men også med hjertet. Det handler om at blive rørt, grine nede fra maven, og få lyst til at bevæge sig med kroppen.” Det kan, ifølge Kate Raworth, gøre at vi forstår og forholder os til økonomisk tænkning på en mere praktisk og aktiv måde.
Bag cirkusshowet ligger en økonomisk model, der netop er blevet opdateret i det videnskabelige tidsskrift Nature. Ifølge Kate Raworth er der meget galt med de eksisterende økonomiske strukturer og vækstparadigmet vi alle lever under. Siden midten af det 20. århundrede har økonomisk vækst – målt som bruttonationalprodukt (BNP) – været det dominerende mål for fremskridt. Men som dataanalytiker Andrew Fanning sammen med Kate Raworth argumenterer i deres nye analyse, er dette billede ikke længere tilstrækkeligt.
De præsenterer den tredje og mest omfattende version af den såkaldte Doughnut-model: en visuel og analytisk ramme, der måler menneskehedens udvikling i forhold til både sociale behov og planetens økologiske grænser. Den indre ring markerer et socialt fundament, der definerer de basale behov, som skal opfyldes for alle mennesker. Den ydre ring markerer et økologisk loft, som menneskelig aktivitet ikke bør overskride, hvis jordens livsopretholdende systemer skal forblive stabile. Mellem disse to ringe findes “Doughnut’en” – det sikre og retfærdige rum, hvor menneskeheden kan trives uden at underminere de naturlige systemer, vi er afhængige af.
Doughnut-modellen introducerer et helhedsperspektiv på menneskelig udvikling, hvor sociale og økologiske hensyn skal afbalanceres. Modellen rejser dermed også spørgsmål såsom: Hvilke værdier, fortællinger og forestillinger styrer vores forståelse af fremskridt? Og hvordan kan kulturens aktører – fra kunstnere og kulturinstitutioner til kulturpolitikere – være med til at undersøge, udfordre og gentænke disse forestillinger?
Model fra doughnuteconomics.org
Kultur skaber balance
Men hvordan kommer kunst og kultur ind i billedet? Hvordan ser Kate Raworth kunsten og kulturens betydning, når det handler om at ændre
de fortællinger, værdier og forestillinger, som holder liv i den vækstbaserede økonomi. Hun siger: ”Hvis vi bruger kunst og kultur til at vende tilbage til kroppen – til vores sanser og vores erfarede fornemmelse af, at fremskridt egentlig handler om at trives i balance – så genopdager vi noget, vi allerede ved dybt inde. Vi ved, at kroppen har brug for mad, vand, varme, søvn og ilt – men ikke for meget af noget af det. Vi ved, at vi trives, når der er balance. Kunst og kultur kan hjælpe os med at mærke den balance igen – og minde os om, at det føles rigtigt, sundt og godt.”
Kate Raworth fortsætter og kommer med en opfordring ”Ja, kunst og kultur kan gøre Doughnut-modellen konkret og følelsesmæssigt vedkommende for mennesker. Kunst og kultur gør den uimodståelig. For mig er netop ordet uimodståelig vigtigt – lad os gøre en regenerativ og retfærdig økonomi uimodståelig, for det er dét, der i sidste ende vil få os til at bevæge os i den retning.”
Fanning og Raworth understreger, at Doughnut’en ikke er et universelt svar, men et værktøj til at se verden i et helhedsperspektiv. Modellen
gør uligheder og ubalancer synlige og kan bruges til at informere politiske beslutninger, men den ændrer ikke strukturerne i sig selv.
De opfordrer til, at forskere, politikere og civilsamfund sammen bruger Doughnut’en som udgangspunkt for “transformativ handling” – og som en løbende måling af, hvorvidt vi faktisk bevæger os mod et mere retfærdigt og bæredygtigt globalt samfund.
Jeg tror, at alt for meget af vores økonomiske tænkning er foregået gennem ord, grafer og excel-ark. Kunsten og kulturen, derimod, inviterer os til at føle og sanse.