Ny rapport: Hvordan bliver museer for alle?

Gode rammer for deltagelse

Denne artikel er baseret på tekst og data fra Videnscenter om handicap.

Hvordan bliver museer for alle? Det spørgsmål stiller en ny undersøgelse fra Videnscenter om handicap skarpt på. Undersøgelsen bygger på svar fra 97 museumsmedarbejdere og interviews med syv museer landet over og giver et indblik i både ambitioner, barrierer og konkrete løsninger i arbejdet med at skabe gode museumsoplevelser for gæster med handicap.

Danmark er et af de lande i Europa, hvor befolkningen bruger museer mest. Alligevel viser tal fra VIVE, at én ud af fire mennesker med handicap aldrig deltager i kulturlivet – mod én ud af 20 blandt mennesker uden handicap. Der er med andre ord et stort uudnyttet potentiale for at skabe gode museumsoplevelser for flere.

Undersøgelsen Hvordan bliver Museer for Alle fra Videnscenter om handicap viser, at tilgængelighed fylder på mange museer  men i forskellig grad. 18 % angiver, at tilgængelighed er en integreret del af deres strategi, mens en stor del fortsat arbejder mere ad hoc med området.

Engagementet er der – men barriererne er tydelige

Langt de fleste museer har drøftet behovet for at skabe bedre rammer, for at gæster med handicap kan deltage. Mange museer har gjort sig gode erfaringer med at lave omvisninger eller forløb for forskellige gæstegrupper med handicap. Der er imidlertid mange barrierer, som spænder ben for at gøre den almene museumsoplevelse for alle. Hele 60 % af museerne angiver fredede eller bevaringsværdige bygninger som en udfordring, og 55 % peger på manglende økonomi.

Derudover oplever en tredjedel, at de mangler viden om behov hos gæster med handicap. Det kan give en usikkerhed i mødet med nye målgrupper.

Flere museer mangler desuden et overblik over deres egen tilgængelighed: hvilke forhold, som kan være barrierer for gæster med handicap, samt hvilke tilbud og tilpasninger, museet kan stille til rådighed. Men fire elementer kan fremme museumsoplevelser for handicappede: 

 

1

Samarbejde med mennesker med handicap

Museer, der inddrager mennesker med handicap i udvikling af udstillinger, de fysiske omgivelser, formidling etc. oplever øget forståelse for barrierer og mere kvalificerede løsninger. Det kan både opstå uformelt i dialogen med gæster med handicap og tage form af et formaliseret samarbejde med bestemte gæster eller med handicaporganisationer.

2

Samarbejde med fagprofessionelle

Samarbejde med fagprofessionelle omkring den målgruppe, man gerne vil invitere ind styrker og muliggør museale tilbud til flere målgrupper. Det kan fx være kommunens demenskoordinator, specialskoler eller botilbud.

3

Museernes drivkraft

54 % af museerne peger på ledelses- og medarbejderopbakning som noget af det, der har gjort den største forskel i arbejdet med tilgængelighed. Mange museer opdager, at det for medarbejderne er enormt motiverende og meningsfuldt at arbejde med gæster med handicap.

4

Strategisk og ledelsesmæssigt fokus

Når tilgængelighed bliver en del af museets strategi og værdigrundlag, styrkes systematikken i indsatserne. Indsatser for gæster med handicap er ofte personbårne. Derfor er det vigtigt, at dagsordenen løftes op på ledelsesniveau, så handicap og varierende funktionsniveau bliver en naturlig del af museets arbejdsgange.

 

Kontakt 

Hvis du vil vide mere om arbejdet og rapporten kan du kontakte konsulent hos Videnscenter om handicap Anna Mølmer Jensen (+45) 48 88 36 44 amj@videnomhandicap.dk

Du kan læse hele rapporten her