Kulturfrivillighed er helt sin egen

Kulturfrivillighed skaber ligeværdige fællesskaber på festivalerne, hvor både de frivillige og deltagerne er medskabere. Og selvom opgaverne kan være både lavpraktiske og meget komplekse er frivilligheden samtidig noget helt andet end et lønarbejde. I de frivillige fællesskaber er der nemlig et helt særligt mærkbart engagement.

Ligeværdige fællesskaber

Undersøgelsen af Kulturfrivillighed på rytmiske musikfestivaler er for Kulturens Analyseinstitut et første, stort spadestik i at skabe tværgående viden om, hvad kulturfrivilllighed er. Hvilke særlige karakteristika har den? Hvad lægger kulturfrivillige vægt på, hvad er anderledes end i anden slags frivillighed, og hvordan adskiller kulturfrivilligheden sig fra lønnet arbejde?

Det er svært at finde god, bred viden om kulturfrivillighed. Mange frivillighedsundersøgelser tager udgangspunkt i særligt social- og velfærdsfrivillighed, idrætsfrivillighed eller politisk/ngo-motiveret frivillighed. I andre undersøgelser er der stort fokus på foreningsengagement og medlemskab. Men det er ikke nødvendigvis kendetegnene for kulturfrivilligheden, som sjældent står tydeligt frem i andet end casefremstillinger.

I store frivilligundersøgelser kan man aflæse nogle mindre tendenser. F.eks. viser den store frivilligundersøgelse fra VIVE i 2020, at ca. 4% af den danske befolkning er kulturfrivillige. Til sammenligning er idrætsområdet størst med en andel på 12%. Undersøgelsen viser også, at kulturfrivillige i højere grad er motiveret af egne interesser, eller at de ”fik tid til overs” end blandt idrætsfrivillige, hvor børns aktiviteter, medlemskab og ”nogen måtte gøre det” vægter højere (Espersen, et al. 2020).

Her er anarki og det elsker jeg!
I løbet af sommeren 2023 mødte vi flere frivillige, som engagerer sig både på festivaler og i anden slags frivillighed. Det er f.eks. festivalfrivillige, der også aktive i gymnastikforeninger, karateklubber, i psykiatrien, på julemarkeder, med at samle skrald og meget andet.

Fælles for dem er, at de gerne vil gøre en forskel, uanset hvor de bruger deres tid. De vil gerne bidrage og give noget videre, og de har blik for, at der skal være plads til forskellige mennesker i samfundet. Flere af dem siger, at de er vokset op med at være frivillige, og det er naturligt for dem. Men de fleste siger også, at der forskel på at være frivillig på en festival og i de andre henseender. De frivillige vender vi tilbage til.

Ligeværd ift. ressourcer:
De ansatte på festivalerne, som til daglig arbejder med de frivilliges rammer, sætter også gerne ord på, hvor de oplever forskelle. Hos Roskilde Festival peger tre frivillighedsansvarlige på, at der er noget med, at ”den gode intention”, som ligger bag de fleste frivillige indsatser, i kulturen ikke er rettet imod nogen, der har færre ressourcer end én selv.

Katrine Damgaard, som er leder af engagement og civilsamfundsudvikling på Roskilde Festival og har mange års erfaring med frivillighed og civilsamfundsarbejde, beskriver det således:

”Jeg synes 100 procent at der er forskel på frivillighed i kulturlivet og anden frivillighed. Når du laver socialt arbejde, så er du tit drevet af en hjælpementalitet, som er rigtig sund og god, så det er ikke for at tale det ned. Det kan give noget skævvridning i de fællesskaber, du skaber. Der vil være nogen, der har overhånd. Altså nogle, der kommer med en ressource, de giver til nogle andre, og nogle, der er der for at tage imod. Det, man kan i kulturen, er at lave oplevelser, som bliver fede i fællesskabet. Så er det ikke givet, at det er mig som frivillig, der har flest ressourcer. Det kan lige så godt være dem, der deltager, der har flere ressourcer, end den, der giver. Rollerne og dynamikken kan altså være vendt helt om.”

Når man besøger festivalerne, er det ganske tydeligt, at de frivillige er en broget flok, selvom det er svært at dokumentere. Blandt dem vi taler med, møder vi folk, der til daglig er alt fra studerende til social- og sundhedshjælpere til håndværkere til arkitekter eller førtidspensionister. Vi møder folk med diagnoser og handicaps og andre, som har overskud til at rejse fra festival til festival for at lave frivillige indsatser meget af sommeren. Vi møder dem, som ikke har råd til en billet, og vi møder mange, som sagtens kunne betale. Fælles for dem er, at de sjældent fortæller, hvad de laver til daglig, før vi spørger dem. Det er ikke vigtigt. Det er det, de skaber sammen, der er vigtigt.

Jeg elsker anarkiet herude. Alt kan lade sig gøre!.. På festivalen er der nærmest ingen økonomi, og alligevel skal vi have tingene til at lykkes. Men jeg elsker at køre hjem træt i krop og sjæl, helt lykkelig over, at vi fik det til at lykkes igen, fordi vi gjorde det sammen.

Der er ikke et ”korrekt formål” med at være kulturfrivillig

Der kan være uendeligt mange grunde til at engagere sig i en festival, fordi der er så mange måder at bidrage på. Mika Christoffersen, som arbejder med diversitet og inklusion på Roskilde Festival, peger på, at der er mange forskellige formål på en festival, selvom der selvfølgelig er det fælles formål om at lave en festival.

”Hver eneste person har en grund til at være der. Det kan være at skabe noget sammen, at have en god oplevelse, at lære noget eller prøve noget nyt af. Så der er ikke ét korrekt formål. Og hvis man som kulturbegivenhed har rum til forskellige formål, så tiltrækker man forskellige mennesker, som tiltrækkes af de formål.”

På den måde er der ofte plads til at udleve forskellige interesser i kulturfrivilligheden.

Hos Turkis, et spillested i Aarhus som også er en del af SPOT Festival, oplever de, at tilknytning til stedet og en trang til at skabe, er vigtige elementer i kulturfrivilligheden.

”Helt grundlæggende tror jeg, der er noget meget skabende i kulturfrivilligheden. I de andre typer frivillighed er der vel et højere formål, som ikke er knyttet til stedet. Her er det nærmest omvendt. Her genopfinder vi, genopdager vi og gør tingene helt fra bunden, så der er en anden tilknytning. Det dér skabende gen. Og der er flere dagsordener, når man kommer ind som frivillig, som vi går på opdagelse i,” siger co-leder Baris Citirikkaya af Turkis.

Samara, som er frivillig på Turkis og har været engageret i en del festivaler, fortæller, at hun bare gerne vil være en del af kultur.

”Jeg vil bidrage til kultur”, siger hun. ”Jeg er ofte fotograf, men jeg har også stået i baren. Jeg har lavet lys. Jeg har lavet visuals til koncerter på overhead-projektoren med oliemaling og vandfarver. Og så har jeg også været ”musikpædagog”, som vi kalder vores backstage-ansvarlige flere gange. Turkis har et ret åbent forhold til, hvad man som frivillig gerne vil prøve af.”

Det fælles tredje er tydeligt men farverigt
På Smukfest fremhæver frivillighedsansvarlig Maja Engberg-Sønderskov ”det fælles tredje” som et kardinalpunkt i kulturfrivilligheden.

”Den kulturelle frivillighed kan noget, fordi det fælles tredje får lov til at stå først. Og det dér med at mødes, for at skabe NOGET for at skabe SIG, det tror jeg kan noget helt særligt for sammenhængskraften i vores samfund. Det er en legeplads eller et laboratorium for relationer på tværs af socioøkonomiske faktorer, men også for skabertrang.”

Katrine Damgaard fra Roskilde Festival bruger også udtrykket ”det fælles tredje”.

”Kunsten og kulturen binder fællesskaber sammen, og på en eller anden måde bliver det lidt ufarligt. Og så er det rigtigt, at der er forskel på folks kompetencer, men der er brug for alle kompetencer på en festival.”

Mika Christoffersen tilføjer, at det i kulturfrivilligheden ofte sker, at man vender om på de traditionelle kompetence-hierarkier, og man kan være – eller blive – kompetent til noget, som ikke nødvendigvis er relevant på ens CV.

Man kan høre det samme i de små fortællinger fra frivillige på alle festivaler og på alle niveauer. Det fælles tredje er f.eks. vigtigt for Ulrik og Sebastian, som står i en madbod på Folkely. De er glade for at bidrage:

”Folkely er en fed ide, og her var lidt dødt i Hundested, så vi vil gerne hjælpe med at skabe lokal kultur. Og det gør vi ved at bidrage med rejemadder!”

Hos Stadion, som er en aktivitetsplads på campingområdet af Roskilde Festival, fortæller en gruppe frivillige, at de laver små rum i et større rum. Og at det er dejligt at komme forbi i løbet af festivalen og se det blive brugt af fællesskabet.

Samara på SPOT Festival beskriver, hvordan kulturfrivilligheden giver hende en følelse af at lykkes med noget under et enormt pres, og at det er helt særligt at se det ske.

I det hele taget er der en tydelig bevidsthed om, at man som festivalfrivillig er med til at skabe noget stort, og noget der gør andre folk glade. For nogle frivillige er det også vigtigt, at de er med til at sætte et aftryk i verden, men der er ingen der taler om konkrete, målbare målsætninger eller om konkurrence. Tværtimod nævner nogle frivillige, at deres – ellers meget rammesatte – indsats er fri for KPI’er, og flere af de ansatte på festivalerne nævner, at de frivilliges overskud og engagement smitter af på publikum. Der sker netop noget med ”det fælles tredje” – altså den meget mærkbare fælles festival – som både er for frivillige og gæster, fordi der er en særlig glæde til stede. De frivillige taler om at møde glade ansigter hos gæsterne og om, hvordan det er vigtigt for dem at bidrage til den stemning, hvor glade frivillige smitter gæsterne og glade gæster smitter de frivillige. Også på en regnvejrsdag.

Noget andet end hamsterhjulet

På SPOT Festival møder vi tre unge kvinder. De er frivillige sammen for andet år i træk, og da vi spørger dem til, hvordan sådan en frivillig indsats er anderledes end lønnet arbejdet, siger den ene:

”Nu skal jeg jo være sygeplejerske lige om lidt. Det er noget, jeg har valgt, men jeg har delvist også valgt det, fordi det bliver forventet af mig af samfundet. Jeg skal ud at have et job, og jeg skal tjene nogle penge, for ellers så hænger verden jo ikke sammen. Det frivillige er noget, jeg gør, fordi jeg selv har en eller form for interesse og gevinst i det, som ikke bare er at deltage i det dér hamsterhjul.”

De festivalfrivillige er ofte travle mennesker i deres daglige liv. Mange fortæller om ret almindelige liv med fuldtidsarbejde, familie, studier og hverdagstravlhed. Alligevel bruger de dage og nogle gange uger af deres ferie og fritid på at lave festival. Det gør de, fordi det giver dem noget andet end deres lønnede arbejde – og det er en af grundene til, at vi i Kulturens Analyseinstitut er varsomme med at kalde det frivillige engagement for frivilligt arbejde. Det er fordi, de frivillige siger, at det er noget andet. Ikke at det kun er sjov og ballade – men det er noget andet end at gå på arbejde.

Paradoksalt nok betyder det, at især de meget engagerede frivillige somme tider oplever, at de føler et endnu større ansvar i deres frivillige engagement end i deres daglige job. Èn af dem, der italesætter dét, er Caroline, som er en del af styregruppen på New Note Festival.

”Det lyder måske underligt, at jeg føler et større ansvar her, men hvis ikke vi sørger for det, så kommer der jo ikke en festival,” siger hun.

Festivalen er vigtig for hende. Til gengæld er det også en anden måde at ”arbejde” på: 

 

”I stedet for at jeg til daglig arbejder, og så kan jeg have det sjovt bagefter, så har jeg det på New Note sjovt, imens jeg arbejder. For det føles ikke nødvendigvis som et arbejde.”

I et bagområde på Roskilde Festival møder vi tilfældigt Marius, som siden 2004 hvert år er fløjet ind fra Holland for som frivillig at være med til at bygge området omkring Orange Scene. Da vi spørger ham hvorfor han bruger to uger af sin ferie på det, er svaret kort og godt: ”because it’s fun!”

“All the volunteers have a connection here. Everybody has a role to play. We are all the same. Everybody works here for nothing, so that is community.”

Han selv stiftede bekendtskab med frivilligheden gennem et lønnet job, hvor han satte telte op ved Danish Open, hvor Roskilde Festivals eventteam var med.  ”They told me about this nice little festival, and I wanted to help…and then I never left,” siger Marius.

”Det er ikke som en normal arbejdsplads. Man brænder for det på en anden måde. En anden energi,” siger Brian fra Tønder Festival, og Christina på Jelling Musikfestival fortæller, at ”det er sjælen og hjertet, der er med i det her, på en anden måde end det er i vores erhverv.”

Det er ikke det samme som, at man ikke er engageret til daglig eller holder af sit lønnede job. Der er bare nogle andre muligheder og et andet drive, når man laver festival.

”Jeg elsker mit lønnede arbejde”, siger Jelling-frivillig Charlotte, som til daglig arbejder som servicechef i Føtex, ”men jeg kan virkelig godt lide projektarbejde som her på festivalen også.”

At lave det samme som til daglig på en anden måde

Der er frivillige, som bruger kernekompetencer fra deres lønnede job i deres frivillige indsats. Det er f.eks. IT-folk, der er med til at løse komplekse IT-opgaver før, under og efter festivalerne. Det er også håndværkere, der bygger op og lærer fra sig, når der skal bygges boder, fællesområder og sikkerhedsforanstaltninger.

På Avernax Festival møder vi Anton. Han og en kammerat er byggeledere og begge uddannet bygningskonstruktør og tømrer. Han fortæller, at på Avernax, som er en ret ny festival, er der mange af de helårsfrivillige, som bruger deres faglige kompetencer til at få festivalen til at fungere.

”Der nogle, som er bookere, som også er det, de roder med til hverdag. Og der sidder nogle i PR, og det gør de også til hverdag. Derfor kommer det hele til at være så professionelt, selvom der ikke er nogen, der får en krone for det. Og det er bare rigtigt fint strikket sammen,” siger han. Han selv er med, fordi ”Der er en utrolig god stemning, man møder nye mennesker og drikker en masse øl, mens man får produceret noget.”

På Roskilde Festival møder vi endnu en tømrer, som er med til at bygge Stadion-området, hvor han direkte bruger sin faglighed – selvom han stiller op i sin ferie.

”Jeg synes bare, at hele festivalkonceptet er federe, fordi det er mere kreativt. Og tingene skal ikke bygges for at holde evigt. Det skal bare se fedt ud og være brugbart. Så det er en anden måde at bygge på, end jeg er vant til. Og det synes jeg er fedt, fordi man får lov at bruge hovedet noget mere. Vi tager nogle beslutninger lidt hen ad vejen, og når det ikke lykkes helt, så gør vi bare noget andet i stedet for. Det nyder jeg helt vildt meget,” siger han.

På den anden side af festivalpladsen finder Plads-Mads tid til at tale med os midt i opbygningen af pladsen omkring Arena-scenen, hvor han er pladsansvarlig.

”Jeg er arkitekt til dagligt, så jeg laver lidt det samme, som jeg laver på mit arbejde. Men tingene går lidt stærkere herude end, de gør i det virkelige liv. Altså, på festivalen kan vi jo ikke holde 28 møder om, hvorvidt vi skal gøre det på den ene eller den anden måde. Det skal løses nu. Og det er jo også det, jeg synes, der er fedt. At der er en anden arbejdsgang i forhold til dagligdagen. Der kan man godt sidde i mange møder, hvor der ikke rigtig sker noget. Herude holder vi ikke ret mange møder. Vi mødes over det, vi skal lave, og så laver vi det. Så der er kort fra idé til handling og det er meget fedt at være med til, selvom man så bruger 14 dage af sin ferie på det.”

Almindelig tid forskubbes
Kulturfrivilligheden lever i høj grad udenfor almindelig åbningstid. I hvert fald foregår festivalerne typisk i sommerferien eller hen over weekender – og det samme gør de frivilliges indsats. Det betyder også noget for, hvordan man kan lede og koordinere indsatsen.

Flere ledere – både ansatte og frivillige – fortæller, at de er nødt til at tænke deres ledelse lidt omvendt. Brian på Smukfest er leder både til daglig i et entreprenørfirma og i sin frivillige tjans på festivalen. Han har lært, hvordan han er nødt til at gribe ledelse an ved at være i øjenhøjde på en anden måde. Det er nødvendigt at skabe en anden form for ejerskab hos de andre frivillige, fordi den fælles indsats skal hæves til et højere niveau end blot et bytteforhold med en billet.

Rent tidsmæssigt er der også nogle gode eksempler på, at ledelse af frivillige er noget andet end på et almindeligt kontor.

”Strukturen er noget anderledes, fordi vi er styret af andre menneskers tid og fritid”, siger Ole Rasmussen fra Vig Festival, ”I aften har vi f.eks. aftalt et møde med en frivillig, og hvis han har tid, så kommer han og så sidder vi og venter spændt. Sådan er det. Men han er lovlig undskyldt, for han kører ambulance, og hvis der er nogen, der ringer, så kører han. Men hvis han har tid, så kommer han her.”

Et andet godt eksempel kommer fra Mika Christoffersen på Roskilde Festival:

”På vores ledelsessamling forleden var der en af vores helårsengagerede frivillige, der sagde, at når I laver deadlines op til en ferie, så fungerer det det rigtig godt for jer, der er ansatte. Men husk lige, at det gør vores chefer også ude i vores almindelige job. Det ville være fedt, hvis festivaldeadlines var efter ferien, så kunne vi jo gøre det i vores ferie.”

Indimellem siger de frivillige, at der er festivalen, og så er der ”den virkelige verden”. De frivillige leverer alt fra få timers indsatser til et meget stort bidrag med deres tid og kompetencer til kulturfrivilligheden. Men det er ikke kun den manglende løn der adskiller kulturfrivillighed fra at gå på hverdags-arbejde; det handler også om muligheden for at udfolde sig og at være i kontakt med den forandring man er med til at skabe.

Særligt for kulturfrivilligheden – i denne undersøgelse på musikfestivaler – er, at der som udgangspunkt er et ligeværd blandt deltagerne. Det er både blandt de frivillige, som kan bidrage på mange forskellige måder, men det er også imellem frivillige og gæster. I kulturfrivilligheden træder den fælles oplevelse, eller det nogen kalder ”det fælles tredje” i front og bliver en grundpræmis, som alle samles om uanset hvilke ressourcer, man kommer med. Der er plads til en vis portion anarki, og der er plads til at mange formål kan leve side om side og sammen bidrage til oplevelsen.

Inde i den konstruktion kan man naturligvis finde alle de samme udfordringer med arbejdsmiljø, kommunikation, ledelse og økonomiske rammer, som man kender fra både lønnet og andet frivilligt arbejde. Vi prøver ikke at sige, at kulturfrivilligheden er hævet over kompleksiteten i samarbejdsrelationer og strukturer. Men vi ser, at den giver nogle udfoldelsesmuligheder i samfundet, som er betydningsfuld for mange mennesker, og som de ikke finder andre steder.

Referencer

Espersen, Helle Hygum, Torben Fridberg, Asger Graa Andreasen, og Niels Westermann Brændgaard. Frivillighedsundersøgelsen 2020 – En repræsentativ befolkningsundersøgelse af… København K: VIVE, 2020, 90.