Da COVID19 i 2022 så småt slap sit tag i danskernes hverdag og sommerens festivaler igen kunne afvikles, viste det sig, at de frivillige ikke søgte tilbage i samme mængde som tidligere. Pressen skrev overskrifter om FRIVILLIGKRISE, og festivalerne stod i en situation, de aldrig havde stået i før. Billetterne blev der solgt godt af, men det var længe siden, de sidst havde afviklet en festival. Og nu var der så færre frivillige end sædvanligt. I 2023 så billedet derimod helt anderledes ud. Det har vi talt med 14 festivaler om hen over sommeren 2023.
Det er ikke en entydig historie at festivalerne stod med en stor frivilligkrise i 2022. Mathias Folke Madsen fra SPOT Festival fortæller, at de ikke havde problemer med at skaffe det antal frivillige, som de skulle bruge – de måtte faktisk afvise folk til sidst. Også Peter Caspersen fra Jelling Musik Festival og Maja Engberg-Sønderskov fra Smukfest fortæller, at de nok mærkede, at der var færre frivillige, men de fik det antal, de skulle bruge for at få festivalen til at løbe rundt.
”Vi kunne holde snuden over vandoverfladen og trække vejret hele vejen igennem”, siger Peter, ”og vi kom også godt og fint igennem, så på den måde tror jeg, vi var nogle af dem, der var utroligt heldige sidste år [i 2022, red.]”
Men de fleste af de andre etablerede festivaler havde store udfordringer med at få frivillige nok i 2022. Vigtigt er det dog, at det ikke var ”de fleste” frivillige, der blev væk.
Mika Christoffersen fra Roskilde Festival fortæller, at de første 20.000 (ud af 30.000) frivillige var tilmeldt inden for normal tid sammenlignet med årene før COVID19. Men på en festival af Roskildes størrelse betyder det, at der – i et jubilæumsår – stadig mangler 10.000 frivillige, og det blev et stort arbejde at få fat i de manglende og nødvendige kræfter. På NorthSide i Aarhus havde man så store problemer med at skaffe nok frivillige, at man måtte hyre vikarer ind til at løse en del opgaver. Heartland manglede også flere hundrede frivillige, hvilket er en stor del af de frivillige, de skulle bruge. Også Jacob Bostrup fra Grøn Koncert fortæller, at de kunne mærke manglen på frivillige i 2022: ”Ja, sidste år var vanvittigt! To års corona gjorde ikke noget godt for os.”
På Avernax, som er en lille og som regel hurtigt udsolgt festival, oplevede man også, at en del af de frivillige, som plejede at tilmelde sig, ikke gjorde det eller meldte fra igen, så det blev en større opgave at skaffe de sidste frivillige, end arrangørerne var vant til.
Hvorfor forsvandt de frivillige?
Når man spørger de frivillighedsansvarlige på festivalerne, hvor de frivillige blev af, så går spekulationerne på flere ting. Det første er ”livet”, som Jonas Pors fra Avernax siger: ”børn og familie – og oplevelsen af at pludselig er en festival måske ikke must do mere”.
Og Avernax er da også en festival, som især henvender sig til den målgruppe, der har mange deltagere og frivillige i børnefamiliealderen. Grøn (Koncert) er en anden festival, hvor der er markant flere frivillige i den aldersgruppe end på andre festivaler, og Jacob Bostrup derfra nævner også, at netop børn og arbejde er helt almindelige grunde til, at man i nogle år ikke prioriterer frivilligheden. Efter tre års pause kunne de mærke at den udskiftning var tredoblet siden sidste Grøn Koncert.
En anden analyse, som Jacob fra Grøn og flere af de andre frivillighedsansvarlige også taler for, er, at festivalglade folk generelt havde brug for at komme ud og slå sig løs uden for mange forpligtelser. Han og en række andre frivillighedsansvarlige har en oplevelse af, at folk bare gerne ville være sammen med deres venner og havde endelig igen mulighed for det, ligesom flere havde opsparet et økonomisk overskud til billetten og hvad der ellers hører til en god fest.
På NorthSide møder vi et par frivillige, som netop fortæller, at det var en prioritering i deres vennekreds. De er studerende på videregående uddannelser, og én af dem købte billet sidste år, men blev overtalt til at være frivillig i år. SPOT Festival havde som nævnt ikke den udfordring, og én af forklaringerne på dét er, ifølge Mathias, som er frivilligkoordinator, at de netop er rigtigt gode til at rekruttere vennegrupper. Det betyder, at de får en oplevelse ved sammen at bidrage i nogle få timer på festivalen. Dels havde festivalen haft god tid til at planlægge, hvor mange frivillige de skulle bruge på de forskellige poster, og dels kommunikerede SPOT bevidst om, at man kunne være frivillige sammen med dine venner. Den strategi har givet pote hos de tre unge frivillige, vi talte med på SPOT. De er studerende og sætter stor pris på både at spare billetprisen og venneoplevelsen.
”Jeg ville ikke have været frivillig, hvis ikke jeg var sammen med mine veninder”, siger den ene i flokken, som alle har taget imod akkrediterede gæster – i øvrigt den samme tjans, som de havde sidste år.
En tredje forklaring er, at mange af festivalerne bygger på samarbejde med det lokale foreningsliv. Traditionelt har det gjort, at foreningerne gennem deres medlemmer havde adgang til at stille op med store grupper af frivillige. Men også foreningernes frivillighed havde det hårdt under og efter COVID19. Det betød både, at foreningerne selv stod for at skulle genetablere deres frivillighed – en opgave som skaber usikkerhed og kræver energi – og at nogle af de personer, som var vant til at være mellemled mellem festivaler og foreninger, ikke længere var aktive. De tre års ”almindelige” udskiftning af frivillige havde derfor ikke kun ophobet sig i festivalregi, men også hos samarbejdspartnere, og det er med til fortællingen om, at der reelt var en akut frivilligkrise i Danmark.
Det er især Roskilde Festival, som har sat ord på, hvordan manglen på foreningsfrivillighed blev en særligt stor opgave. Det er ikke festivalen selv, som rekrutterer de foreningsfrivillige, men i samarbejdet med foreningerne blev de bevidste om, at der i dét led også stod en masse mennesker, som skulle rekruttere fra start. Foreningerne havde, ligesom festivalerne, mistet det momentum, at mange af de frivillige fandt det naturligt at være med år efter år.
På Vig Festival oplevede de også, at den sædvanlige udskiftning af frivillige havde ophobet sig, og de er også helt åbne om, at de også selvkritisk har måttet kigge lidt indad. Kirsten Kongslev, som selv er frivillig gennem mange år og er frivillighedsansvarlig, fortæller, at festivalerne jo først vidste, at der ville blive festival i løbet af januar, og ”så satte vi os jo ned om det her store bord og sagde, at så gør vi bare ligesom i ’19”, men det viste sig, at det ikke helt var nok. Andre festivaler fortæller også om, at planlægningsperioden var kort, selvom der havde været så lang pause, og det gik først sent op for dem, hvor rustne de var blevet.
Samtidig var der unormalt mange arrangementer, som skulle afvikles i sommeren 2022. Det gælder både private fester, som fyldte i potentielle frivilliges kalendere, men også store arrangementer, som var afhængige af frivillige. Et par af de større eksempler var Tour de France, som kørte på tværs af landet (bl.a. med etapestart i Roskilde under festivalen), Spejdernes Lejr, som blev afholdt i Hedeland ved Roskilde med 4.000 frivillige og DGI’s store landsstævne i Svendborg. Og det er da netop også nabofestivalerne til de store begivenheder, Roskilde Festival og Heartland, som særligt peger på, at de mange store events havde betydning for deres tilgang af frivillige. På Heartland møder vi bl.a. Jens Robert og Anne Birgitte, som er frivillige gennem en gymnastikforening, hvor de har været aktive siden 1970’erne. De fortæller, at selvom det altid har været svært at finde frivillige nok, så var 2022 ekstraordinært – både til festivalen og DGI Landsstævnet.
Kirsten Lave, frivillighedsansvarlig på Heartland, peger også på, at de unge frivillige ikke er kommet med ind i loopet. På Heartland skal man være 18 år for at være frivillig, og pga. nedlukningen er der nogle årgange, som ikke har haft mulighed for at træde ind i frivilligkulturen. Det handler både om dét at være frivillig, men også om at opleve, at der findes masser af oplevelseskultur, som har brug for den frivillige indsats.
1
Årsag: Livet
Børn og arbejde er helt almindelige grunde til, at man i nogle år ikke prioriterer frivilligheden. Efter tre års pause på grund nedlukninger kunne de mærke at den udskiftning var tredoblet siden sidste Grøn Koncert.
2
Årsag: Vennerne
Folk generelt havde brug for at komme ud efter corona og slå sig løs uden for mange forpligtelser. Tidligere frivillige ville bare gerne være sammen med deres venner.
3
Årsag: Foreningslivet
Traditionelt har foreningerne gennem deres medlemmer stillet op med store grupper af frivillige. Men også foreningernes frivillighed havde det hårdt under og efter COVID19
Rusten og metaltræt
”Jeg kunne mærke det allerede ude fra vejen, da jeg kom”, siger Jesper, som er mangeårig frivillig på Smukfest, da vi snakker om frivilligkrisen. Så selvom Maja Engberg-Sønderskov, som er frivillighedsansvarlig, siger, at de ikke havde nævneværdige udfordringer med at skaffe nok frivillige, så havde de en væsentlig større udskiftning end mellem to normale festivalsæsoner. ”Vi har normalt omkring 25 pct. nye frivillige hvert år, men i 2022 var det 41 pct.”, fortæller hun.
Og det har været noget, de erfarne frivillige kunne mærke. Jesper nævner, at stemningen var anderledes, folk var rustne.
”Det hele sejlede. Ikke kun her på holdet, men hele vejen rundt, hvor folk var i panik. De havde glemt, hvor tingene var, og når først den ene lort vælter ned over én, og så der bliver ved med at blive fyldt på… Normalt ville man køre rundt og spørge, om man kunne låne, men så blev man bare snerret af. Det blev en dårlig spiral af irritationsfaktorer.”
Han fortæller om dilemmaet i at være nogens leder og møde op på en festival, som man brænder for, og opleve en anden kultur, end han var vant til – og samtidig skulle smile og skabe tryghed for de frivillige, man har ansvar for. Men de ad hoc-frivillige kunne godt mærke, at der var noget galt, siger han.
”Vi var maks. pressede. Vi fik faktisk kørt dem så langt ud, at vi måtte holde et møde bagefter og sige, at vi ikke kan presse dem mere, for de var grædefærdige.”
Jesper er en rigtig ildsjæl, han er stolt subformand for det hold, der laver Ambassaden for frivillighed på Smukfest, og det er egentlig ikke frivilligkrisen, der fylder i interviewet med ham – det er hans kærlighed til festivalen og de mennesker, han bygger sammen med. Alligevel er han hudløst ærlig, når vi taler om 2022, for det kom bag på ham, at to års pause havde den konsekvens, og han går meget op i, at det ikke skal gentage sig.
Brian, som også er dedikeret Smukfest-frivillig, fortæller en lignende historie. I hans team af op mod 1.000 frivillige kørte de også på pumperne.
”Vi måtte prioritere, hvad der var allervigtigst, og så måtte vi trylle lidt ud i det. Det var virkelig, virkelig svært,” siger han og pointerer ligesom Jesper, at alle bare var rustne og havde tabt en masse information på de to år.
På Roskilde Festival oplevede man også, hvordan metaltrætheden var sat ind efter at have forsøgt at engagere både ansatte og frivillige i at arrangere festival i to år uden at få det kick, som en afviklet festival giver. Her føltes erfaringerne også langt væk.
”2022 var virkelig presset”, siger frivillige Cielia, som har en ansvarligrolle i grafitti-teamet, ”vi løb alle sammen rundt, og det var ikke rart. Det var næsten decideret ubehageligt, og meget af det handlede om, at det var virkelig svært at komme ind i maskinrummet i en kompleks organisation”.
Cielia arbejder med kuraterede frivillige – grafittikunstnerne – så hun har ikke været så ramt af at mangle frivillige, men hun blev konfronteret med den generelle mangel på frivillige og det manglede overblik, fordi hun er afhængig af så mange samarbejdspartnere i sin rolle, og de havde samme udfordringer, som Jesper og Brian fra Smukfest beskriver.
Sarah, som er praktikant på Heartland og har arbejdet med frivilligheden dér op til afvikling, fortæller, at hun har været ængstelig for, hvordan det skulle gå med frivilligheden i år. Hendes forgængere brugte virkelig meget tid på at rekruttere helt op til at festivalen skulle afvikles, hvor Sarah har haft bedre mulighed for at fokusere på at skabe et rart frivilligområde. Peter fra Jelling fortæller samstemmende, at som frivillighedsansvarlig er der milevid forskel på 2022 og 2023. Han er barselsvikar for Christina og fortæller, at ”hvor jeg har haft fokus på optimering af en hel masse ting, så var Christinas fokus sidste år jo at komme ud og finde folk nok til, at vi kunne holde snuden over vandet.”
Line Marie Bach, frivillighedsansvarlig på NorthSide, kalder også 2022 for ”forfærdeligt”, når vi taler om frivillighed. NorthSide var nødt til at hyre vikarer ind til opgaver som normalt varetages af frivillige, og det skabte nogle uhensigtsmæssige forskelle på de folk, som bemandede sammenlignelige opgaver. En vikar får jo løn og skal ikke have en billet, så bytteforholdet bliver anderledes. Alligevel giver det nogle mærkelige samtaler, når en vikar står sammen med en frivillig i en port, og den ene får løn og den anden ikke gør. Man kan også mærke det på stemningen, fortæller Line, fordi de kan mærke et helt andet engagement fra de frivillige end de kunne på vikarerne. Det er især sigende på en festival som NorthSide, hvor bytteforholdet mellem billetpris og timeantal faktisk er godt nok til at være ret god skattefri timeløn, og hvor vi ved, at mange af de frivillige er særligt motiverede af billetten. Alligevel kunne lønnede vikarer ikke bidrage med den samme festivalånd som frivillige.
Peter Michael, som er frivillig på Grøn Koncert og i det hele taget garvet festivalfrivillig, siger, at han virkelig savnede ”hilse-kulturen” i 2022.
”Det er det med, at uanset om man ser folk for 120. gang samme dag, så siger vi hej og hilser på dem. Og jeg tror simpelthen bare, at pga. Corona, så var det glemt et eller andet sted. Men jeg kan mærke, at det er lidt bedre i år.”
“Der er to måneder til, at vi skal afsted på anden halvdel af koncertrækken, og vi mangler 20 frivillige ud ad de 700. Det er helt vanvittigt. Vi får venteliste i år, og det tror jeg ikke, vi har haft siden 2008!”
De frivillige er tilbage!
JA – de frivillige er tilbage! Flere siger endda, at tilslutningen på nogle måder er stærkere end nogensinde. Jacob Bostrup fra Grøn kan allerede i foråret 2023 fortælle, at de aldrig stået stærkere.
“Der er to måneder til, at vi skal afsted på anden halvdel af koncertrækken, og vi mangler 20 frivillige ud ad de 700. Det er helt vanvittigt. Vi får venteliste i år, og det tror jeg ikke, vi har haft siden 2008!”.
Maja Engberg-Sønderskov fra Smukfest fortæller også i maj, at deres fornemmelse er, at de er bedre med end nogensinde. Allerede små tre måneder inden afvikling har de ventelister på flere hold. Jelling Musikfestival har også venteliste, da vi besøger dem under afvikling, og Roskilde Festival fortæller i juni måned, at de også er godt med. Blandt de 14 festivaler, der er med i undersøgelsen, er det kun UHØRT festival, hvor vi møder en decideret mangel på frivillige i år; ellers lader der til at være faldet ro over den akutte frivilligkrise fra 2022, og festivalerne kigger mere fremad på nye engagementsformer end de slukker ildebrande pga. mangel på frivillige til at løse opgaver.
Da vi besøger Vig Festival fem uger før afvikling, går snakken for årets frivilligtilmelding på, at de er 3-4 uger foran ift. sidste år og at man har skruet op for antallet af frivillige, så man kan tale om ”nice to eller need to” på en måde, som man slet ikke kunne i 2022, fortæller festivalleder Ole Rasmussen. Men der er altid poster, det er sværere at få frivillige til end andre (f.eks. toilethold og nattevagter på camping), og det kan man også se i årets tilmeldinger. Det er dog helt normalt.
Det er bemærkelsesværdigt at festivalerne på kun ét år oplever så stor en forskel i søgningen til at være frivillig. De fleste af de frivillige, vi taler med – særligt de meget engagerede – forventer helt klart at komme igen til næste år, og resten siger, at det kan de sagtens forestille sig. Så noget tyder på, at festivalfrivilligheden fortsat vil være en naturlig del af mange tusinde danskeres sommer. Men hvorfor? Når man både har prøvet at ”have fri” i to somre og mange også har været med i 2022, hvor det ikke var sjovt, som det plejer, hvad er det så, der gør, at de kom igen i 2023?
Maja fra Smukfest fortæller, at de hvert år måler på deres net promotor score – altså ’i hvilken grad vil du anbefale andre at være frivillig på Smukfest’. Det kan fortælle noget om loyalitet og evnen til at skabe en god oplevelse. Fra 2019 til 2022 steg den score betydeligt. Det er interessant, fordi 2022 var så udfordrende et år, og alligevel har de frivillige lyst til at vende tilbage. Tallene siger ikke i sig selv noget om hvorfor, men Maja mener, at de har været gode til onboarding af nye frivillige, og at deres etablerede frivillige ledere har været bevidste om vigtigheden af, at få folk ordentligt med ind i kulturen.
De frivillige fortæller selv om den stærke tilknytning, de har til festivalerne. Det betyder noget for dem, at begivenheden vender stærkt tilbage år efter år, og det er en del af festivalfrivilligheden at lære og udvikle undervejs, så 2022 var måske bare et særligt lærerigt år. Brian er tilbage på Smukfest og har oplevet, at der fra ledelsens side er kommet en ekstra opmærksomhed på de frivilliges indsats efter 2022. I år skal man nærmest bare sige, hvad man mangler, så finder man ud af det. Jesper fra Smukfest lægger vægt på, at – når man lige har trukket vejret – mærker man et velkendt drive af, at ”det kan ikke passe, at vi ikke kan gøre det bedre. Og så kommer man igen”.
Cielia på Roskilde Festival fortæller, hvordan hendes rolle er blevet en del af hendes identitet, hvilket gør at hun kommer tilbage år efter år. Det er ikke ukendt, at hun er helt brugt op efter en festival, men 2022 var særligt hårdt – og alligevel viser hun nu stolt sit bagområde frem, hvor roen og den gode stemning er reetableret. I Roskilde er der også et par nye, unge frivillige, som var gæster i 2022, og som fortæller, at de ikke havde fået nok festival. Én er nu helårsfrivillig og en anden bidrager med 100 timers byggeindsats op til festivalen. Han er egentlig motiveret af billetten, så han kunne også have valgt en kortere indsats, men havde mod på at indgå i et byggehold.
I undersøgelsen har vi uddelt spørgeskemaer til de frivillige på de 14 festivaler. Resultatet viser, at 30% af de frivillige i 2023 er med for første gang. Det er en stor andel, som har mod på at bidrage til at afvikle kulturbegivenheder på trods af en fortælling om frivilligkrise i 2022 og selvom de ikke har haft frivillig-tilknytning til festivalen før.
Samtidig er 70% gengangere – både med kort og lang erfaring. Motivationerne for at vende tilbage kan være mange, men vi kan se i besvarelserne, at generelt er fællesskabet den helt store motivationsfaktor, især når man først har været en del af afviklingen af en festival. Meget tyder på, at festivalerne er lykkedes med at skabe det fællesskab også i et år med frivilligkrise. Og måske var det også lige præcis dét, vi manglede efter to års nedlukning?