Musiklivets Talentrapport

Musiklivets Talentrapport

Musiklivets Talentrapport er en undersøgelse, der belyser kønsmæssig ulighed i den danske musikbranche og de faktorer, der fører til frafald blandt piger og non-binære i den musikalske fødekæde. Rapporten undersøger, hvorfor kvinder i mindre grad forfølger en karriere i musiklivet, på trods af en tidlig interesse. 

Rapporten baserer sig på eksisterende statistikker, en spørgeskemaundersøgelse, fokusgruppeinterviews og litteraturgennemgang. Den afdækker de udfordringer, der får piger og non-binære til at vælge andre karriereveje end musikken, og fremsætter anbefalinger til, hvordan musiklivet kan skabe mere lige muligheder for alle. Der lægges særlig vægt på at fremhæve piger og unge kvinders egne stemmer og perspektiver i undersøgelsen for at sikre, at deres oplevelser og erfaringer står tydeligt frem i rapportens konklusioner og anbefalinger. Rapporten skal bidrage til, at alle talenter, uanset køn og baggrund, har lige muligheder for at forfølge en karriere i musikken. 

Kontaktperson

Analysechef Jens Christian Nielsen,
jcn@kulturanalyser.dk,
48 88 02 20

Camilla Kempf Pallis,
camilla@kulturanalyser.dk,
40 37 01 40

Projektets relevans og kobling til analyseinstituttets strategi

Rapporten henvender sig til beslutningstagere, brancheorganisationer, musikpædagoger, uddannelsesledere og politikere. Rapporten bidrager til en nuanceret forståelse af, hvordan musikpædagogik, kønnede forventninger og strukturelle barrierer påvirker talentudviklingen. Den vil også være relevant for alle, der arbejder med at fremme diversitet og ligestilling i musikbranchen. Denne rapport undersøger kulturelle og strukturelle barrierer, der påvirker talentudviklingen i musikbranchen, og leverer data og anbefalinger, der kan danne grundlag for handling.

Finansiering og partnere

Rapporten er initieret af Kulturministeriet. Projektet løber fra april 2024 til november 2024, med lancering ved årsskiftet 2024/2025. Musiklivets Talentrapport udføres af Kulturens Analyseinstitut i samarbejde med Flexwerker og de fire genreorganisationer JazzDanmark, Art Music Denmark, ROSA og Tempi. Projektet er en del af Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-2026. En følgegruppe med repræsentanter fra DMK, MGK, konservatorierne, Kulturministeriet og de fire genreorganisationer bidrager til projektets udførelse og vejledning. Projektets budget er 988.000 kr. bevilliget af Kulturministeriet. 

Timeline for projektet

Maj 2024

Opstart og udvikling af undersøgelsesdesign

Juni 2024

Data og litteratur review

August 2024

Dataindsamling, Spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppeinterviews

September 2024

Kvalitativ analyse & kvantitativ analyse

November 2024

Rapport med anbefalinger publiceres efter nærmere aftale med Kulturministeriet