Skal man have pænt tøj på?
Der kan være store gevinster ved kulturelle fællesskaber for unge, blandt andet en positiv indvirkning på det mentale helbred. Dog kan fællesskaberne opfattes som lukkede, hvis ikke man kender nogen i forvejen, viser de foreløbige resultater fra en undersøgelse i Syddanmark.
De første indsigter i projektet Fluks peger på, at det kan være svært at komme med i de kulturelle fællesskaber – både som deltager og som frivillig. Undersøgelsen Fluks (Fællesskab, Livsglæde og Udvikling for unge i Kulturelt Samvær) er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Designskolen Koldning og Kulturens Analyseinstitut. Formålet med projektet er at skabe mere viden om unges kulturelle fællesskaber for at sikre, at fællesskaberne også er at finde i fremtiden.
De aktive unge er ofte blevet en del af de kulturelle fællesskaber gennem netværk. Mange taler også om, at de føler, at man skal inviteres med eller kende nogen i forvejen, for at komme med. Det kan altså hurtigt opleves som en lukket verden, hvor det er grænseoverskridende at dukke op uden at kende nogen.
En oplevelse af, at kulturen er elitær eller finkulturel, står i vejen for, at de unge deltager. Kender de ikke til de dele af kulturlivet hjemmefra, kan de tro, at det ikke er for dem.
Det er dog tydeligt i vores dialog med de unge kulturfrivillige, at fællesskaberne inden for det kulturelle og kreative, giver dem meget socialt. Det er berigende at mødes med andre med samme interesse og de danner ofte stærke venskaber herigennem.
Vores undersøgelse peger også på, at det at indgå i de kulturelle interessefællesskaber kan have en positiv indvirkning på det mentale helbred.
Om projektet
Gennem fem faser undersøger vi først, hvordan landskabet af kulturfrivillighed for unge ser ud i dag, hvilke udfordringer, behov og potentialer der findes på området. Indsigter fra undersøgelserne omdannes til nye mulige ideer og løsninger, som til sidst testes hos kulturaktørerne og unge frivillige.
Vi er nu igennem de første to faser af projektet. Den første bød på rapporten Hvad ved vi om frivillighed og fællesskaber for unge på kulturområdet? (Johansen, 2024), i den anden fase er opsamlet 18 hovedindsigter, som vi er nået frem til gennem en lang række interviews med unge frivillige og kulturaktører. Indsigterne danner grundlag for næste fase om prototyper.
Kontakt analytiker Cecilie Johansen, Kulturens Analyseinstitut, cecilie@kulturanalyser.dk hvis du vil høre mere om projektet.