Fokus på det lokale kulturliv
Silkeborg var blandt de første, der fik kortlagt borgernes kultuforbrug i en kulturprofil. Hele rapporten kan læses her
Kulturens Analyseinstitut har udviklet en Kulturprofil til danske kommuner med henblik på at lave en kortlægning som skaber et fælles udgangspunkt for lokale politikere, for lokale interessenter, for offentligheden, for statslige politikere og for hvem det måtte interessere at dykke ned i den enkelte kommunes kulturliv.
Mange strategiske beslutninger og handleplaner kulturpolitisk er båret af ”oplevelser og fornemmelser” og fokus på enkelinstitutioner og projekter. Det skyldes, at kommunerne har manglet konkret data om deres borgeres kulturforbrug og de ønsker, der har til deres område, by og kommune. Silkeborg har med sin kulturprofil fået et stærkt redskab til at udvikle en kulturstrategi baseret på data snarere end fornemmelser.
Metode
På baggrund af den nationale kulturvane-undersøgelse, som foretages af Danmarks Statistik, er der udarbejdet et spørgeskema specifikt til Silkeborg Kommune. (Den nationale undersøgelse har ikke stor nok population til at kunne sige noget specifikt på kommunalt niveau). Hovedkategorier og begreber er bevaret for at kunne sammenligne – og så er der stillet specifikke spørgsmål med direkte fokus på kulturen i Silkeborg Kommune.
Borgerundersøgelsens dataindsamling er gennemført i perioden 10. april 2024 – 10. maj 2024, hvor der er udsendt 8.415 invitationer til undersøgelsen via e-boks, fysiske breve blandt borgere, der er fritaget digitalt, samt via internettet. Udsendelsen er foretaget af kommunen. Stikprøven er tilfældigt trukket blandt alle kommunens borgere, 15 år eller derover. For at opnå et tilstrækkeligt antal interviews i alle aldersgrupper er der med udgangspunkt i aldersgrupper trukket tilfældigt disproportionalt. De indkomne interviews er efterfølgende blevet vægtet på køn, alder og postnummerområder svarende til borgersammensætningen i kommunen. Undersøgelsen opnår derfor en repræsentativitet ift. alle kommunens borgere. Der er opnået 1.454 interviews ud af 8.415 borgere, hvilket giver en svarprocent på 17,3%.
Den statistiske usikkerhed ved 95% konfidensinterval er op til 2,6% Da kommunen har foretaget stikprøveudvælgelsen og udsendt invitationerne via e-boks mm. kommer Kulturens Analyseinstitut ikke i berøring med personfølsomme oplysninger, da alle interviews og svar på undersøgelsen tilgår Kulturens Analyseinstitut i anonymiseret form.
Kontakt
Ved spørgsmål til kulturprofilerne kan du kontakt senioranalytiker Gitte Thulstrup gitte@kulturanalyser.dk
