Smugkig vol. 2 på resultaterne af FLUKS
I projektet FLUKS har vi haft fornøjelsen af at tale med en bred vifte af kulturaktører (ungdomshuse, små musikfestivaler, spillesteder og kunstmuseer) i Region Syddanmark – både dem der afvikler noget med unge, og dem der ER unge. Vi har også opsøgt unge, der ikke er kulturfrivillige. Formålet med projektet er nemlig at bane vej for, at der også er et levende kulturliv i Region Syddanmark i fremtiden.
Gennem de første faser i projektet har vores indsigter blandt andet peget på, at det kan være svært for unge at komme indenfor i kulturelle fællesskaber – både som deltagere og som frivillige. De unge, der allerede er en del af de kulturelle fællesskaber, er selv hovedsageligt kommet ind gennem venner og netværk, og mange af de unge, vi har talt med, føler, at man skal inviteres eller kende nogen, for at være med. Har man ikke på den måde en adgangsbillet til disse fællesskaber, kan det virke som en lukket verden, og det kan føles utrygt og grænseoverskridende at dukke op et sted, hvor man ikke kender nogen i forvejen.
Noget af det, der går igen i vores dialog med unge og kulturaktører er, at det finkulturelle og elitære kan stå i vejen for deltagelse. En af de unge, vi har talt med, udtrykker det sådan: ”Som ny kan det være mega overvældende at komme ind i sådan en verden. Man kan hurtigt komme til at tænke, årh jeg skal være god til et eller andet”. Nogle tror, de skal have en fin jakke på eller være dygtige udøvende kunstnere på et højt plan. Det kan afholde unge, der ikke er født i den finkulturelle elite fra at deltage, fordi de ganske enkelt ikke tror, det er for dem. Måske kan man endda tale om ulighed i kulturdeltagelse?
Fordi jeg er kommet her og har lært mennesker at kende, er jeg kommet ud af min angst, professionel hjælp og min medicin. Simpelthen bare fordi jeg har fået venner og netværk, som har støttet mig og fortalt mig, at jeg er god nok.”
Ung kulturfivillig
Stort socialt udbytte
Gennem vores dialog med unge kulturfrivillige og kulturaktører er det tydeligt, at de kulturelle og kreative fællesskaber giver unge et stort socialt udbytte. Det at mødes med andre unge omkring de samme interesser – et fælles tredje – er berigende, og mange fortæller om stærke venskaber som det vigtigste udbytte af deltagelse i et interessefællesskab.
I kulturlivets fællesskaber kaldes det skabende f.eks. ”det fælles tredje”, og også i vores undersøgelse kan vi se, at interessefællesskabet omkring noget kreativt kan have en positiv indvirkning på det mentale helbred.
Når det kulturelle har så stort potentiale for unges tilhørsforhold og trivsel, giver det mening at forsøge at fjerne nogle af de barrierer, der lader til at stå i vejen for deltagelse. For dem, der ikke kender ”de rigtige”, dem der endnu ikke har opdaget, hvad kultur egentlig kan og dem, der bare er nysgerrige.
Derfor er et af de store spørgsmål i projekt FLUKS: hvordan får vi flere unge med ind som deltagere, skabere eller frivillige i de kulturelle fællesskaber?
Om projektet
FLUKS står for Fællesskab, Livsglæde og Udvikling for unge i Kulturelt Samvær.
Det er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Kulturens Analyseinstitut og Designskolen Kolding, som handler om frivillige fællesskaber på kulturområdet for unge. Formålet for projektet er at få mere viden om dette område for at styrke og fremtidssikre det.
Gennem fem faser undersøger vi først, hvordan landskabet af kulturfrivillighed for unge ser ud i dag, hvilke udfordringer, behov og potentialer der findes på området. Indsigter fra undersøgelserne omdannes til nye mulige ideer og løsninger, som til sidst testes hos kulturaktørerne og unge frivillige.
Vi er nu igennem de første to faser af projektet. Den første bød på rapporten Hvad ved vi om frivillighed og fællesskaber for unge på kulturområdet? (Johansen, 2024), i den anden fase er opsamlet 18 hovedindsigter, som vi er nået frem til gennem en lang række interviews med unge frivillige og kulturaktører. Indsigterne danner grundlag for næste fase om prototyper.
Kontakt analytiker Cecilie Johansen, Kulturens Analyseinstitut, cecilie@kulturanalyser.dk hvis du vil høre mere om projektet.