Direktør i Kulturens Analyseinstitut Esben Danielsen skriver i en klumme i Altinget, at en ny kulturpolitisk vision skal slippe kulturen fri fra papirarbejdet og give fællesskaberne plads. Følgende er et uddrag, læs hele klummen her : 

I Kulturens Analyseinstitut oplever vi en kæmpe efterspørgsel på mere forståelse for og samtale om kulturlivets muligheder og betydning i en hel række samfundsdagsordener.

Det virker til, at tiden er ved at være forbi, hvor kulturpolitik mest var noget med administration af støtteordninger. Derfor er der i høj grad brug for en samlet kulturpolitisk plan, som regeringen ifølge Altinget barsler med.

Selvfølgelig skal en kulturpolitik i hjertet handle om kunstnernes, kulturaktørernes og kulturinstitutionernes forhold. Det vil være mærkeligt andet. En kulturpolitik skal være tydelig om udfordringer og problemer – og hvad der kan ses af politisk prioriterede løsninger, der kan løfte kunstnerne og kulturaktørerne og give klarhed om forhold og muligheder.

Lovgivningen på kulturområdet er kendetegnet ved at være knopskudt over mange år, hvor gode intentioner er lagt ovenpå andre gode intentioner, så det ofte er et miskmask af lovkomplekser, der kræver meget bureaukrati, ofte overfor forholdsvis små budgetter.

Men der er allerede vist veje ud af miskmasket. Som Museumsloven, der tog fat i en hel række ting og løftede niveauerne for systematik, progression og klarhed. Selvfølgelig kan det blive tydeligere og skarpere, som mange debatter viser, men jeg synes, det er uomtvisteligt, at museumslandskabet nu står langt mere skarpt. Der er sammenhæng og samspil imellem offentlige investeringer, krav og muligheder.

Men ved siden af alt dette er den stærkeste efterspørgsel og nye mulighed i en kulturpolitik, hvordan kulturlivet kan blive omdrejningspunkt på centrale samfundsområder.

Det gælder både kommunalt, hvor kulturlivet i den kommunale valgkamp for alvor var med i diskussionerne om trivsel, lokaludvikling, skoler og ældre. Eksempelvis har Bornholms nye kommunalbestyrelse besluttet, at arbejdet med de lokale civilsamfund og kulturliv skal tænkes ind i alle politikområder. Det er krumtappen til at få borgernes engagement i centrum. Kulturpolitikken er her en borgervendt kernepolitik, der handler om, hvorfor vi lever sammen, hvordan vores demokrati fungerer, og hvad vi vil med hinanden og vores identitet.

De samme potentialer er der nationalt, men de er endnu ikke stærkt udfoldet. 

Læs hele klummen her