Musiklivets talentrapport
Musiklivets talentrapport er en undersøgelse, der belyser kønsmæssig ulighed i den danske musikbranche og de faktorer, der fører til frafald blandt piger og non-binære i den musikalske fødekæde. Rapporten undersøger, hvorfor kvinder i mindre grad forfølger en karriere i musiklivet, på trods af en tidlig interesse.
Rapporten baserer sig på eksisterende statistikker, en spørgeskemaundersøgelse, fokusgruppeinterviews og litteraturgennemgang. Den afdækker de udfordringer, der får piger og non-binære til at vælge andre karriereveje end musikken, og fremsætter anbefalinger til, hvordan musiklivet kan skabe mere lige muligheder for alle. Der lægges særlig vægt på at fremhæve piger og unge kvinders egne stemmer og perspektiver i undersøgelsen for at sikre, at deres oplevelser og erfaringer står tydeligt frem i rapportens konklusioner og anbefalinger. Rapporten skal bidrage til, at alle talenter, uanset køn og baggrund, har lige muligheder for at forfølge en karriere i musikken.
Kontaktperson
Analysechef Jens Christian Nielsen,
jcn@kulturanalyser.dk,
48 88 02 20
Camilla Kempf Pallis,
camilla@kulturanalyser.dk,
40 37 01 40
Projektets relevans og kobling til analyseinstituttets strategi
Rapporten henvender sig til beslutningstagere, brancheorganisationer, musikpædagoger, uddannelsesledere og politikere. Rapporten bidrager til en nuanceret forståelse af, hvordan musikpædagogik, kønnede forventninger og strukturelle barrierer påvirker talentudviklingen. Den vil også være relevant for alle, der arbejder med at fremme diversitet og ligestilling i musikbranchen. Denne rapport undersøger kulturelle og strukturelle barrierer, der påvirker talentudviklingen i musikbranchen, og leverer data og anbefalinger, der kan danne grundlag for handling.
Finansiering og partnere
Rapporten er initieret af Kulturministeriet. Projektet løber fra april 2024 til november 2024, med lancering ved årsskiftet 2024/2025. Musiklivets talentrapport udføres af Kulturens Analyseinstitut i samarbejde med Flexwerker og de fire genreorganisationer JazzDanmark, Art Music Denmark, ROSA og Tempi. Projektet er en del af Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-2026. En følgegruppe med repræsentanter fra DMK, MGK, konservatorierne, Kulturministeriet og de fire genreorganisationer bidrager til projektets udførelse og vejledning. Projektets budget er 988.000 kr. bevilliget af Kulturministeriet.
Timeline for projektet
Opstart og udvikling af undersøgelsesdesign
Data og litteratur review
Dataindsamling, Spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppeinterviews
Kvalitativ analyse & kvantitativ analyse
Rapportskrivning
Aflevering af rapport