Generelt: Om scenekunsten i dag

Da Kulturministeriet i maj 2023 udgav den kulturpolitiske redegørelse, var ministeriets bevilling til scenekunstområdet ca. 1,3 mia. kr. fordelt på en række tilskudsordninger. Den offentligt støttede scenekunst er udgjort af understøttelse af mange dele af scenekunstområdet, herunder drifts- og projektstøtte til teatre, grupper, enkeltkunstnere, legater og til publikum gennem rabatordninger til fremme af billetsalg. 

Dette afsnit af brancheblikket beskæftiger sig med en række af de mest centrale tal for samtidens scenekunst. Den første og indledende fase i kortlægningen har særligt fokus på dels de statsstøttede teatres aktiviteter, herunder produktioner og forestillinger, antal publikummer samt tilskud og støtteordninger såsom egnsteaterordningen, de lovfastsatte puljer som fx formidlingsordningen, refusionsordningen eller puljer under Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.  

De tal, der præsenteres i de nedenstående tabeller og figurer dækker perioden 2015/2016 – 2022/2023. Hovedparten af de præsenterede tal i brancheblikket er fra Danmarks Statistiks scenekunststatistik, der har til formål at belyse professionelle danske teatres aktiviteter. Denne afgrænsning skyldes, at der i scenekunststatistikken i tiden før den udvalgte periode er benyttet andre indsamlings- og opregningsmetoder hos Danmarks Statistik, der gør, at tallene ikke er sammenlignelige med sæsonerne før 2015/2016 grundet databrud. Tallene på denne side stammer alle fra statistikbank-tabellerne SCENE08A vedrørende økonomidata og SCENE10A vedrørende aktiviteter og publikum.

Vendsyssel Teater, Håndværkerne. Foto: Emilia Therese.

Definitions- og begrebsafklaring for brancheblikket

 

  • Scenekunst: Termen anvendes om kunstformen i bred forstand 
  • Teatre og kompagnier: Producenter af scenekunst, oftest med egen scene 
  • Produktioner: (Nye) scenekunstværker/teaterstykker  
  • Forestillinger: Antallet af visninger en produktion opføres 
  • Publikum og tilskuere: Publikum anvendes som en bred målgruppebetegnelse, hvorimod tilskuere anvendes de steder, hvor der refereres til et specifikt antal i en publikums-gruppe 
  • Scenekunstpædagogik: Samlet betegnelse for teaterpædagogik, dramapædagogik
    og dansepædagogik
     
Odense Teater, Jul på slottet. Foto: Emilia Therese.

Produktioner og forestillinger

Antal produktioner på de statsstøttede teatre i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Af figuren fremgår antallet af produktioner fra sæson 2015/2016 til 2022/2023. I sæsonerne 2019/2020 og 2020/2021 var antallet af produktioner markant lavere end de øvrige sæsoner grundet corona-pandemien. Det laveste antal produktioner i en ikke coronapåvirket sæson var i 2017/2018 med 774 produktioner. Sammenlignet med sæsonerne før corona-pandemien ligger antallet af produktioner højere i både 2021/2022 og 2022/2023.
Kilde: Danmarks Statistik

Antal produktioner fordelt på scenekunstordninger og -puljer

Scroll til siden for at se hele tabellen

Af tabellen fremgår antallet af produktioner fordelt på de forskellige scenekunstordninger og -puljer. Både Det Kgl. Teater og egnsteatrene har lavere antal produktioner sammenlignet med perioden før coronapandemien. Landsdelsscener og de små storbysteatre har et højere antal produktioner sammenlignet med perioden før coronapandemien.

Kilde: Danmarks Statistik

Antal forestillinger på statsstøttede teatre

 

 

 

I figuren fremgår antallet af forestillinger fra sæson 2015/2016 til 2022/2023. Antallet af forestillinger var højest i sæsonerne 2016/2017 og 2022/2023 med knap 14.500 forestillinger årligt. I sæsonerne 2019/2020 og 2020/2021 var antallet aft forestillinger markant lavere end i de øvrige sæsoner grundet corona-pandemien.  

 

Kilde: Danmarks Statistik

Antal forestillinger fordelt på scenekunstordninger og -puljer

Scroll til siden for at se hele tabellen

Af tabellen fremgår antallet af forestillinger fordelt på de forskellige scenekunstordninger og -puljer. Antallet af forestillinger på landsdelsscenerne er steget fra 1464 forestillinger i sæson 2015/2016 til omkring 1915 forestillinger i 2022/2023. Antallet af forestillinger støttet af Statens Kunstfond er i perioden 2015/2016 til 2022/2023 steget markant. 

Kilde: Danmarks Statistik

Publikum

Tilskuere på statsstøttede teatre

 

 

I figuren ses antallet af tilskuere fra sæson 2015/16 til 2022/23. 

I sæsonerne 2019/2020 og 2020/2021 var antallet af tilskuere markant lavere end de øvrige sæsoner grundet corona-pandemien. 

Det samlede antal tilskuere ligger i perioden forholdsvis stabilt omkring 2,2 til 2,5 mio. tilskuere årligt.

 

 

Kilde: Danmarks Statistik

Tilskuere fordelt på scenekunstordninger og -puljer 2015/2016 - 2022/2023

(stationær og turnéteater)

Scroll til siden for at se hele tabellen

Af tabellen fremgår antallet af tilskuere fordelt på de forskellige scenekunstordninger og –puljer. Det Kgl. Teater har deres højeste publikumstal i hele perioden efter corona-pandemien i sæson 2021/2022 og 2022/2023. Derimod ses der et fald i publikumstal både hos landsdelsscenerne, små storbysteatre og egnsteatrene, som har et markant fald i publikumstal.  

Kilde: Danmarks Statistik

Scenekunstaktiviteter rettet mod børn og unge som målgruppe

Publikum, produktioner og forestillinger rettet mod børn og unge i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Af figuren fremgår andelen af produktioner, forestillinger og tilskuere særligt rettet mod børn og unge under 25 år som målgruppe i perioden 2015/2016 til 2022/2023.

I perioden er både udbuddet i form af produktioner og forestillinger samt efterspørgslen steget markant inden for denne publikumsgruppe.

I sæsonen 2022/2023 var knap halvdelen af teatrenes i alt 863 produktioner rettet mod børn og unge.

I 2015/2016-sæsonen var kun ca. en tredjedel af produktionerne rettet mod samme målgruppe. Denne tendens ses ligeledes på antallet af forestillinger og tilskuere. I sæsonen 2022/2023 var knap 6 ud af 10 forestillinger rettet mod børn og unge. I 2015/2016-sæsonen var kun 4 ud af 10 forestillinger rettet mod samme målgruppe.

Andelen af børn og unge tilskuere er steget fra 3 ud af 10 i 2015/2016 til knap 4 ud af 10 i 2022/2023. 

 

Kilde: Danmarks Statistik

Teatres publikumsantal fordelt mellem voksne samt børn og unge under 25 år på stationære teaterforestillinger i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Teatres publikumsantal fordelt mellem voksne samt børn og unge under 25 år på stationære teaterforestillinger i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023
Teatres publikumsantal fordelt mellem voksne samt børn og unge under 25 år på turnéforestillinger i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Af figurerne fremgår antallet af tilskuere fordelt på voksne tilskuere samt børn og unge under 25 år på hhv. stationære- og turnéforestillinger. I sæsonerne 2019/2020 og 2020/2021 var antallet af tilskuere markant lavere end de øvrige sæsoner grundet corona-pandemien. Der er en generel stigning i publikumsgruppen bestående af børn og unge under i perioden fra 2015/2016 til 2022/2023 på både stationære- og turnéforestillinger, hvilket stemmer overens med en samlet stigning i udbud af forestillinger og produktioner rettet mod denne målgruppe. Særligt er der sket en markant stigning af børne- og ungetilskuere ved turnéforestillingerne, hvor antallet børne- og ungetilskuere har overhalet antallet af voksentilskuere i sæsonerne efter corona-pandemien. Samtidig er der et generelt fald i samme periode, hvad angår den voksne publikumsgruppe på de to scenetyper.  

Statsstøtten til scenekunsten: Indtægter

I dette afsnits nedenstående tabeller og figurer fremgår et samlet overblik over de statsstøttede teaters økonomi fordelt på de forskellige scenekunstordninger og –puljer. Tallene giver et samlet billede på de forskellige ordninger og puljers økonomi baseret på deres samlede indtægter, statsligt tilskud, kommunalt tilskud og egenindtægter. Alle tallene stammer fra Danmarks Statistiks tabel, SCENE08A.

 

Tabellen herunder viser økonomien i mio. kr. for sæson 2022/2023 fordelt på samlede indtægter, statsligt tilskud, kommunalt tilskud og egenindtægter samt en beregning af egenindtægt i pct. af ordningerne og puljernes samlede indtægter.  

Statsstøttede teatres samlede økonomi i sæson 2022/2023

Statsstøttede teatres egenindtægt i pct. af samlede indtægt i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Denne figur og de to følgende viser, hvor stor en procentandel hhv. egenindtægt, statsstøtte og kommunalstøtte udgør af ordningernes samlede indtægter i perioden 2015/2016 til 2022/2023. 

Statsstøtte i pct. af samlede indtægt i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Kommunal støtte i pct. af samlede indtægt i sæsonerne 2015/2016 til 2022/2023

Statsstøttede teatres samlede indtægter i perioden 2015/2016 - 2022/2023

Denne sidste nedenstående tabel viser et samlet billede over udviklingen i økonomien i kr. for perioden 2015/2016 til 2022/2023 fordelt på de forskellige ordninger og puljer baseret på deres samlede indtægter, statsligt tilskud, kommunale tilskud og egenindtægter.

Scroll til siden for at se hele tabellen

Anmærkning fra Danmarks Statistik (tabellen SCENE08A): Kun teatre der har indberettet regnskabsoplysninger indgår i opgørelsen. Der kan være teatre/scenekunstproducenter i kategorien Teatre støttet af Statens Kunstfond, der mangler.

Generelt om scenekunsten i dag – set fra branchens perspektiv

“Scenekunstlandskabet i Danmark fremstår generelt stærkt med udbud, der er særdeles varieret og strækker sig meget bredt. Vi har alt fra det mest cutting edge og nyfortolkninger af klassikere til de helt brede og folkelige formater, fra de helt små til de helt store forestillinger.“ citat Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater 

En branche i fælles udvikling 
Formålet med scenekunstloven er ”at fremme scenekunst og det kulturliv, der knytter sig hertil i Danmark”, og scenekunstbranchen er mere end nogensinde optaget af at leve op til loven og fælles udvikle et bæredygtigt kredsløb for scenekunsten som kunstform.  

Samarbejdet om det kunstneriske produkt er meget stærkt, og kunstnerisk nytænkning, hybridformater og co-produktioner opstår på tværs af branchen, som udveksler erfaringer, talenter, ideer og inspiration. 

Også samarbejdet om de organisatoriske rammer med spørgsmål om god ledelse, trygt arbejdsmiljø, bæredygtighed og publikumsudvikling er blevet styrket i forhold til tidligere. 

Scenekunsten har bred opbakning fra danskerne  
Dette afspejler sig også gennem en stærk interesse fra befolkningen. Ifølge Danmarks Statistik indløste 2,6 millioner publikummer billetter til levende scenekunst i Danmark i sæson 2022/23. Det er mere end superligaen i fodbold og håndboldligaen for både mænd og kvinder tilsammen. Billetsalget har i øvrigt ligget stabilt siden 1999, men hertil kommer så al den scenekunst, som opleves uden køb af billetter som fx gadeteater, open air, forestillinger på skoler og institutioner m.m. 

Faktisk angiver knap halvdelen (47%) af den danske befolkning at have set teater i løbet af de seneste 12 måneder, hvilket er flere end antallet af danskere, der angiver at have været til rytmiske eller klassiske koncerter. 

 “47% af den danske befolkning angiver at have set teater i løbet af de seneste 12 måneder”

Og selvom man som borger ikke nødvendigvis går i teatret selv, så er 67% af danskerne enige om, at det er vigtigt, at vi har teater i Danmark. 

Branchens udfordringer og ønsker

Men scenekunstens resultater er desværre også opstået på trods. Forældet lovgivning med detaljerede rammevilkår og en lang årrække med faldende bevillinger og egenindtægter1 i en samtid med øgede krav og øget kamp om danskernes opmærksomhed presser scenekunstbranchen, som for størstedels vedkommende består af små arbejdspladser, hvor få mennesker skal løse store problemer og løfte komplekse opgaver.  

Fem år med omprioriteringsbidrag, en pandemi efterfulgt af krig, inflation og store ekstraregninger har naturligt accelereret presset, og de fleste teaterchefer oplever et stort behov for at reformere måden, vi producerer scenekunst og de rammebetingelser, der følger med. Publikumsudvikling, godt arbejdsmiljø og sublim kunst kræver stabil økonomi og mulighed for at tage chancer – og disse muligheder opleves i dag udhulet.  

Når man spørger ind til branchens oplevede udfordringer, er der en række generelle problemer, som går på tværs af både store og små teatre og scenekunstkompagnier på tværs af landet. 


    1. For få penge – for mange krav – for lidt kvalitet 
    2. Kampen om publikum er blevet større
    3. Skolen giver ikke plads til scenekunsten 
 
For få penge – for mange krav – for lidt kvalitet

Teatrene oplever, at der i dag er meget høje krav til det at drive et teater og skabe scenekunst. Et ændret mediebillede og intensiveret digital og analog konkurrence om befolkningens opmærksomhed, stiller høje krav til den kunstneriske produktion, samtidig med, at der stilles stadig højere krav til den daglige drift i form af fx GDPR-regler, bæredygtighedsmål, tidsregistrering, arbejdsmiljø osv. – komplekse opgaver, der på et teater oftest løses af meget få fastansatte, i en branche, der ikke er lønførende.  

Når man spørger teatrene, peger de derfor først og fremmest på, at der er behov for en sanering af teatrenes mange måltal og en frisætning af teatrene, så det enkelte teater har større mulighed for at gøre det, det er bedst til, men også så der er tilstrækkelige midler til at sikre en tidssvarende drift:  

Støttesystemet trænger til en sanering 
Mange teatre oplever at bruge for mange ressourcer på at tilpasse sig støttestrukturer og puljer, i stedet for at sikre en bæredygtig udvikling af teatret som både kunstproducerende, publikumsrelevant og samtidig professionel arbejdsplads.  

Først og fremmest peges der på, at støttesystemet for scenekunsten er blevet uoverskueligt. Det er ganske få i branchen, der forstår alle de mange ordninger og puljer, og hvordan de spiller sammen. Flere angiver, at der derfor mere eller mindre ufrivilligt sker en “tilskudsspekulation”, hvor kunsten tilrettelægges efter, hvor midlerne er – i stedet for at fokusere på at skabe kvalitet for publikum. Fx peger flere teatre på, at ordningerne for de små storby-teatre og egnsteatrene med fordel kan sammensmeltes, og at refusions-, formidlings- og garantiordningen trænger til et gennemsyn. 

Frisættelse af kunsten – Teatret som kunsthus 
For en række særligt større teatre handler det om urealistiske krav fra støttegivere om billetsalg og antallet af produktioner og visninger af forestillinger. Disse teatre oplever, at rammeaftaler og krav stadig kan være lange og mange, og der er eksempler på rammeaftaler på 40 sider med detaljerede mål. Flere teatre roser dog også forsøg på at forenkle mængden af krav fra styrelser og kommuner under den nuværende SMV-regering. 

I det hele taget giver mange teatre udtryk for, at mange forestillinger bliver produceret, fordi det er angivet som et krav i et tilskudstilsagn i stedet for pga. en relevans, efterspørgsel fra publikum eller pga. en god kunstnerisk idé. Ofte er kravene fastsat i fireårige rammeaftaler, hvor virkeligheden ændrer sig mange gange i den mellemliggende periode, men aftalen ikke tilpasses. 

Mange teatre betragter sig i dag som “kunsthuse”, hvor scenekunsten produceres på mange andre måder end traditionelt teater, fx audiowalks, digitalt teater eller crossover-formater ml. fx naturvidenskab og kunst. Derfor ønsker flere teatre, at de også bliver målt på antallet af “publikumsmøder” frem for udelukkende antallet af solgte billetter. 

For mange produktioner – for lidt kvalitet  
Teatrene oplever generelt, at der produceres for meget teater af for lav kvalitet. Flere teatre ønsker, at de kunne producere mindre, men i bedre kvalitet i stedet for at “smøre leverpostejen for tyndt ud”.  

Eksempelvis fortæller flere små teatre, at økonomien kun rækker til, at teatret skaber én større forestilling hvert år, men for at leve op til tilskudstilsagnet, producerer teatret også en monolog eller indgår i proforma co-produktioner.  

Flere teatre påpeger også, at der er en tradition i branchen for at hylde det nyproducerede i stedet for at genopsætte og forbedre eksisterende succesforestillinger, og at det hæmmer publikums muligheder for at se de bedste forestillinger igen, ligesom det er svært at skabe nye “klassikere” af høj kvalitet, som kan genopsættes. 

Meget fokus på det eksperimenterende – for lidt på succeser  
Flere scenekunstkompagnier og institutionsteatre udtrykker frustration over, at støttesystemet i høj grad understøtter de eksperimenterende forestillinger. Markedet og støttesystemet virker ”ude af takt”. Flere teatre peger på, at skiftende projektstøtteudvalgs kunstneriske præferencer, hæmmer den langsigtede udvikling af branchen.  

Enkelte teatre oplever sig nærmest som “støtteadministratorer”, hvor formålet med støtten er druknet på bekostning af jagten på den næste bevilling.  

Flere teatre efterspørger øgede muligheder for, at de succesfulde forestillinger kan få et længere liv. Flere efterspørger en “succespulje”, som kan gøre de bedste forestillinger endnu bedre, og at teatret eller scenekunstkompagniet i højere grad honoreres, når forestillinger genopsættes og spiller flere steder i landet.  

Budgetter under pres 
Faldende bevillinger, inflation og større driftsudgifter efterlader meget lidt til kunstproduktion, da støtten udhules, så det meste af støtten bruges på drift. Det forringer den kunstneriske kvalitet. Det er både den offentlige støtte og teatrenes egenindtægter, der ikke stiger i takt med teatrenes udgiftsniveau.  Det gælder særligt for mindre teatre, børneteatre og projektteatrene, hvor den offentlige støtte er mindst.  

Disse teatre har også svært ved at opretholde et sundt arbejdsmiljø og tilstrækkelige lønninger til de ansatte (fx overenskomstmæssig løn). Det gør, at det er svært at fastholde kompetence og sikre den nødvendige kunstneriske og administrative udvikling af teatret/kompagniet. Mange teatre oplever, at staten dermed indirekte er med til at skabe løndumping i branchen. 

Branchen peger på, at der burde overvejes at indføres en minimumsstøtte for støtte til projekter og driftstilskudsaftaler, også selvom det betyder at færre ville modtage tilskud. 

Generelt ønsker branchen, at der tilføres flere midler efter 8 år med faldende offentlige tilskud.  

Ufleksible overenskomster  
Branchen oplever, at overenskomsterne på skuespillerområdet er så forældede og ufleksible, at det hæmmer branchens udvikling og muligheder for at producere tidssvarende scenekunst. Overenskomsterne er for detaljerede og særligt kravet om minimum 75 dages sammenhængende ansættelse – vel og mærke uanset størrelse af rollen/opgaven – opleves som spild af skattekroner og gør, at de fleste teatre ansætter færre skuespillere og nedskalerer produktioner.  

Mange projektstøttede teatre angiver, at de slet ikke kan overholde overenskomsten, da de ikke har råd. Enkelte offentligt støttede egnsteatre – fx Ishøj Teater, Bellevue Teater og Holstebro Teater arbejder helt uden overenskomst.  

Branchen ønsker enten, at Dansk Teater og Dansk Skuespillerforbund finder en løsning på at understøtte moderne scenekunstproduktion, eller et “statsligt indgreb”, såfremt parterne ikke selv kan finde en løsning.  

Desuden ønsker teatrene, at det skal være et tilskudskrav, at støttemodtagere arbejder på overenskomstlignende vilkår, som det kendes på mange andre områder i det offentlige for at undgå løndumping. 

Bestyrelser mangler kompetencer 
I lyset af overstående udfordringer og ønsker om professionalisering ønsker mange teatre bedre bestyrelser. Mange bestyrelser opleves i dag ikke som værende klædt på til at lede en professionel scenekunstinstitution med al dens kompleksitet.  

”De enkelte teatre bør tages med på råd, når der skal findes kandidater til bestyrelserne, for ganske få af de af ministeriet udpegede bestyrelsesmedlemmer har brancheindsigt – endsige interesse for teater.” – anonym teaterchef på et større teater. 

Ligeledes oplever teatrene, at bestyrelsens kompetencesammensætning ofte beror på tilfældigheder frem for bevidste strategiske valg. Flere teatre forstår simpelthen ikke baggrunden for udpegningen af bestyrelsesmedlemmer. Mange egns- og småstorbyteatre har desuden selvsupplerende bestyrelser, uden tilstrækkelig, løbende udskiftning.  

Teatrene ønsker i stedet, at bestyrelsesmedlemmer udpeges på grundlag af deres faglige kompetencer, erfaringer og engagement i professionel kunstinstitutionsdrift frem for fx udelukkende partipolitiske hensyn – eller ren tilfældighed. Branchen peger på, at Dansk Teater selv med fordel kunne udarbejde en kompetenceprofil eller bestyrelsesstandard til forskellige typer af teatre som vejledning til bestyrelsen og udpegningsinstanser.  

Ligeledes ønsker teatrene, at Dansk Teater sikrer regelmæssig uddannelse til nye bestyrelsesmedlemmer for at sikre, at de er fuldt opdateret på branchens udvikling, teatrets strategimuligheder og deres eget ansvar og opgaver som bestyrelsesmedlemmer. 

”Flere bestyrelser har ikke de fornødne kompetencer til at kunne ansætte en kvalificeret kunstnerisk ledelse. Det må siges at være et problem.”- anonym teaterchef på et egnsteater 

Dansk Teater eller Kulturministeriet kunne også drive en åben bestyrelsesbank med bestyrelseskandidater for at sikre større diversitet i udpegningen af bestyrelsesmedlemmer. 

På tilsvarende vis peger flere teaterchefer på, at der også er behov for styrkelse af teaterledernes kompetencer, da branchen organisatorisk rykker sig fra at være meget fagfagligt drevet til at være mere orienteret mod moderne virksomhedsdrift. 

 

Kampen om publikum er blevet større

Der findes ikke et teater i Danmark, der ikke ønsker at nå ud til og være relevante for deres publikum 

Applaus har siden 2018 undersøgt og arbejdet med, hvordan de danske teatre arbejder med deres publikum og har foretaget en række undersøgelser af det danske teaterpublikum og barriererne for deltagelse for nye målgrupper. Derudover har Applaus undersøgt, hvordan de danske teatre arbejder med deres publikum og hvilke udfordringer, der ligger heri.  

Nedenstående er skrevet på baggrund af viden indsamlet af Applaus samt branchens ønsker. 

Publikums ændrede vaner 
Med et stadigt stigende skærmforbrug, nye streamingtjenester og et mangfoldigt udbud af kultur- og oplevelsestilbud i kombination med et hverdags-/familie-/ arbejdsliv, har konkurrencen om publikums opmærksomhed, tid og penge aldrig været større. Det stiller nogle helt nye krav til teatrene og scenekunstkompagnierne og har ændret vilkårene for at drive et professionelt teater. Det at gå i teatret er ikke nødvendigvis en del af den almene dannelse, ligesom det heller ikke længere er naturligt at læse avis og orientere sig i nyhedsmedierne. 

Publikum forventer relevante tilbud, kommunikeret målrettet og tilpasset den enkeltes behov. Det er sådan fx store kommercielle aktører og streamingtjenester opererer, og publikum er derfor blevet vænnet til at have kvalitetstilbud on-demand og blive guidet og vejledt til, hvad de skal vælge. Publikum skelner ikke mellem et offentligt støttede teater eller en kommerciel virksomhed, og disse er i direkte konkurrence. Det betyder, at man som teater og kulturinstitution skal kende og forstå sit publikums præferencer og behov og understøtte, at billetter sælges langt mere “instant” end tidligere, hvilket igen stiller nye krav til markedsføringsindsatserne.  

Branchen mangler værktøjer og strategier 
I undersøgelsen Med Publikum og Data i Fokus har Applaus undersøgt bl.a. teatrenes arbejde med publikumsudvikling og data.  

Undersøgelsen viste, at selvom langt størstedelen af kulturinstitutionerne (92%) svarede, at de arbejder med publikumsudvikling, og at motivationen for at gøre det er at nå ud til et større og mere mangfoldigt publikum, så kunne kun 38% af de adspurgte teatre svare på, om det var lykkedes i den forgange sæson. Og kun 33% havde en nedskrevet publikumsudviklingsstrategi. 

Større teatre løfter opgaven bedre end små 
Undersøgelsen viste en tydelig forskel mellem store og små teatre, hvor større statsstøttede teatre i højere grad havde nedskrevne strategier og indblik i deres publikum frem for de mindre teatre og scenekunstkompagnier. Generelt tegnede undersøgelsen et billede af en branche, som, på trods af at have et stort fokus på deres publikum og ønske om at nå nye målgrupper, mangler viden, kompetencer og ressourcer for at nå i mål med opgaven. Undersøgelsen viste et billede af en branche, der er opdelt mellem store og små teatre – et A- og et B-hold, hvor små teatre og scenekunstkompagnier, trods gode intentioner, risikerer at komme længere og længere bagud i kapløbet og konkurrencen om publikums opmærksomhed.  

Tilskudsgivere skal understøtte teatrene hurtigere 
En lang række teatre har med succes øget deres publikumstal ved at skabe en målrettet tilgang og forståelse for deres målgrupper. Der skal i branchen fortsat arbejdes med en mere nuanceret og segmenteret forståelse af, hvem det enkelte teater skal være noget for, og dermed have større forudsætninger for at målrette forestillinger og tilbud. Men det kræver, at tilskudsmyndigheder og opdragsgivere også øger forståelsen for, at nye tider kræver nye svar og friere rammer til at omstille sig hurtigere.  

Større kamp om opmærksomheden 

De fire oftest anførte barrierer for at bruge teatret dækker over den samme overordnede barriere, som ikke bare teatre, men også øvrige kulturinstitutioner generelt, kæmper med, men også billetpriser og afstand til scenekunsten betyder meget for, om danskerne benytter teatret.

“Intet teater kan være noget godt for alle, men et teater kan være noget godt for nogen.” – Lene Struck-Madsen, direktør Applaus. 

Skolen giver ikke plads til scenekunsten

Der er i dag en stor bevågenhed på børn og unges stigende mistrivsel. Regeringen nedsatte i sommeren 2023 af samme årsag en trivselskommission, der har til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan vi som samfund får vendt kurven. Netop her kan kulturen og kunsten vise sig at være en stærk medspiller. Scenekunsten tilbyder inkluderende kreative fællesskaber, spejling og rum for refleksion, der bidrager med en række betydningsfulde og positive virkninger på børn og unges udvikling, uddannelse og mentale helbred – men for scenekunsten er der blevet mindre plads på skoleskemaet:   
 
Teatrene ønsker at bidrage mere til skolen og nå flere børn og unge og dermed løfte et større samfundsmæssigt ansvar, men det kræver at flere børn og unge skal opleve scenekunst i skolen.  

Teatrenes udfordringer og ønsker

Teatrene angiver følgende udfordringer med at komme ind i skolen:

Manglende tværsektoriel strategi 
Teatrene oplever, at der er en generel mangel på nationale, tværsektorielle og helhedstænkte strategier for børnekultur. Det ansvar er i dag henlagt de individuelle institutioner og dermed teatrene selv.  
Statsligt prioriteres der for oftest på enkelte projekter frem for koncepter, der kan skaleres op. Det medfører en fragmenteret indsats, der svækker den overordnede koordination og formidling af scenekunsten. Da mange børneteatre er små, skal der samarbejdes på tværs om en revitalisering af formidlingsarbejdet. Her peger teatrene på, at Teatercentrum med fordel kan styrkes.  

Flere teatre peger dog også på, at Teatercentrum skal forny måden at nå formidlere og lærere i skolen, så KLAP-festivalen (tidligere aprilfestivalen) ikke står alene som hovedindsats.

Der er for mange interessenter  
Teatrene ønsker et tættere samarbejde direkte med skolen og institutionerne, da de dermed vil kunne skabe relevant scenekunst, der kan tænkes ind i lærernes rammer. Men alt for mange små organisationer og initiativer kæmper om skolernes opmærksomhed, hvilket ikke skaber en tilstrækkelige gennemslagskraft i forhold til fx idrætten. Mange teatre ønsker sig en mere målrettet indsats i forhold til at nå folkeskolen.  

Gatekeepers i regeljunglen  
Distributionskanalen af børneteater går lige nu igennem de enkelte kommuner, hvor teatrene ofte oplever at møde en kommunal medarbejder uden faglig kompetence til at opkøbe forestillinger på vegne af skolerne og institutioner i kommunen. Dermed bliver kommunen en unødvendig gatekeeper. Teatrene så gerne en mere direkte kontakt til skolerne, så de også har en bedre forståelse af, hvad skolernes behov er.  

Teatrene peger dog på, at det nuværende scenekunstlandskab præges af en uigennemsigtig og bureaukratisk “regeljungle”, som virker hindrende for såvel skabere som køberne af scenekunsten. Fx er sider som www.teatertur.dk  og www.drb.teatercentrum.dk utidssvarende og svære at benytte for den enkelte underviser. 

Verdens bedste scenekunst for børn og unge – stadig? 
Teatrene oplever, at scenekunst for børn og unge bliver underprioriteret i de offentlige tilskud. Det presser ifølge teatrene kvaliteten af dansk scenekunst for børn og unge, som ellers har været kendt som verdens bedste.  

Scenekunst for børn og unge er lige så bekostelig at producere, og har samme produktionsvilkår som scenekunst for voksne, men det får langt fra den samme støtte. Fx peger flere børneteatre i København på, at de modtager halvt så meget til drift som et tilsvarende voksenproducerende teater, men det koster det samme at producere forestillingerne uanset om det er til børn eller det voksne publikum.  

Børneteatrene peger desuden på, at scenekunst til børn nærmest ikke er nævnt i lovgivningen som en forklaring på feltets manglende statslige fokus.  

Få muligheder for scenekunstpædagogiske aktiviteter – men stor efterspørgsel 
Der mangler en koordineret indsats for børn og unges muligheder for at gå til drama i stil med mulighederne på musikområdet, da store dele af befolkningen ikke har dramatilbud lokalt. Mange teatre driver eller ønsker at drive teaterskoler som ifølge teatrene kan yde et betydeligt bidrag til at afhjælpe mistrivsel, ulighed og ensomhed, da scenekunsten en stærk driver for at skabe inkluderende fællesskaber og rum for refleksion.  

 

Teatrenes udfordringer og ønsker

Teatrene angiver følgende udfordringer med at komme ind i skolen:

Manglende tværsektoriel strategi 
Teatrene oplever, at der er en generel mangel på nationale, tværsektorielle og helhedstænkte strategier for børnekultur. Det ansvar er i dag henlagt de individuelle institutioner og dermed teatrene selv.  
Statsligt prioriteres der for oftest på enkelte projekter frem for koncepter, der kan skaleres op. Det medfører en fragmenteret indsats, der svækker den overordnede koordination og formidling af scenekunsten. Da mange børneteatre er små, skal der samarbejdes på tværs om en revitalisering af formidlingsarbejdet. Her peger teatrene på, at Teatercentrum med fordel kan styrkes.  

Flere teatre peger dog også på, at Teatercentrum skal forny måden at nå formidlere og lærere i skolen, så KLAP-festivalen (tidligere aprilfestivalen) ikke står alene som hovedindsats.

Der er for mange interessenter  
Teatrene ønsker et tættere samarbejde direkte med skolen og institutionerne, da de dermed vil kunne skabe relevant scenekunst, der kan tænkes ind i lærernes rammer. Men alt for mange små organisationer og initiativer kæmper om skolernes opmærksomhed, hvilket ikke skaber en tilstrækkelige gennemslagskraft i forhold til fx idrætten. Mange teatre ønsker sig en mere målrettet indsats i forhold til at nå folkeskolen.  

Gatekeepers i regeljunglen  
Distributionskanalen af børneteater går lige nu igennem de enkelte kommuner, hvor teatrene ofte oplever at møde en kommunal medarbejder uden faglig kompetence til at opkøbe forestillinger på vegne af skolerne og institutioner i kommunen. Dermed bliver kommunen en unødvendig gatekeeper. Teatrene så gerne en mere direkte kontakt til skolerne, så de også har en bedre forståelse af, hvad skolernes behov er.  

Teatrene peger dog på, at det nuværende scenekunstlandskab præges af en uigennemsigtig og bureaukratisk “regeljungle”, som virker hindrende for såvel skabere som køberne af scenekunsten. Fx er sider som www.teatertur.dk  og www.drb.teatercentrum.dk utidssvarende og svære at benytte for den enkelte underviser. 

Verdens bedste scenekunst for børn og unge – stadig? 
Teatrene oplever, at scenekunst for børn og unge bliver underprioriteret i de offentlige tilskud. Det presser ifølge teatrene kvaliteten af dansk scenekunst for børn og unge, som ellers har været kendt som verdens bedste.  

Scenekunst for børn og unge er lige så bekostelig at producere, og har samme produktionsvilkår som scenekunst for voksne, men det får langt fra den samme støtte. Fx peger flere børneteatre i København på, at de modtager halvt så meget til drift som et tilsvarende voksenproducerende teater, men det koster det samme at producere forestillingerne uanset om det er til børn eller det voksne publikum.  

Børneteatrene peger desuden på, at scenekunst til børn nærmest ikke er nævnt i lovgivningen som en forklaring på feltets manglende statslige fokus.  

Få muligheder for scenekunstpædagogiske aktiviteter – men stor efterspørgsel 
Der mangler en koordineret indsats for børn og unges muligheder for at gå til drama i stil med mulighederne på musikområdet, da store dele af befolkningen ikke har dramatilbud lokalt. Mange teatre driver eller ønsker at drive teaterskoler som ifølge teatrene kan yde et betydeligt bidrag til at afhjælpe mistrivsel, ulighed og ensomhed, da scenekunsten en stærk driver for at skabe inkluderende fællesskaber og rum for refleksion.  

 

Forslag til større tiltag som branchen bør drøfte:

Udbredelse af En-til-alle-ordningen

I dag er der fra kommune til kommune meget stor ulighed i børns møde med scenekunsten. En af de store udfordringer er, at de enkelte skoler ikke har penge i ”turkassen” til at købe billetter, og derfor benytter de andre gratis kulturtilbud i stedet for teatrenes. Fx er det gratis at gå på museer for børn i Danmark. 
 
Det er desuden for bøvlet for klasselæren at finde vej til teatertilbuddene, søge statens tilskud og samtidig få det passet ind i skoleskemaet. 
 
Omvendt er der også kommuner, der med stor succes sikrer, at børn kommer i teatret. Det er de kommuner, der har indført en politisk målsætning om, at alle børn og unge skal i teatret minimum én gang hvert år. Det sker typisk ved at tilbyde en ”En-til-alle”-ordning til kommunens institutioner og i skolen, som understøttes af systematisk opsøgende arbejde, digital formidling og central afregning af billetter, som målrettes skolernes brug af teatre. 
 
I de kommuner hvor ordningen er indført, er tilbagemeldingerne fra både børn og voksne særdeles positive, og flere kommuner arbejder på at indføre ordningen. 
 
Der findes flere forskellige varianter modellen; her listes to: 

a) Randers-modellen
i Randers Kommune er der en politisk målsætning om, at alle børn skal en tur i Randers Teater hvert år. Det er Randers Teater der kuratorer og datoer og tidspunkter for forestillinger til skolerne er booket på forhånd, så den enkelte lærer får besked fra deres egen skole om, hvornår de og deres klasse skal i teatret. 15.000 børn og unge får gavn af ordningen hvert år. 
 
Læs en uddybning af ordningen her: https://randersteater.dk/forestillinger/skoler-og-institutioner/  
 
Modellen er skabt i en kommune med ét teater, hvor det er teatret alene, der kan kuraterer, hvilke forestillinger, som skolerne skal se.   
 
b) Frederiksberg-modellen 
Frederiksberg Kommunes En-Til-Alle ordning indebærer, at alle børn i daginstitutioner og grundskoler på Frederiksberg kan se 1 forestilling pr år på et af Frederiksbergs lokale teatre (Aveny-T, Betty Nansen, Riddersalen). Det er frivilligt for institutioner og skoler at benytte ordningen, ligesom de forestillinger, der udbydes, er fra teatrenes ordinære program.  
 
17.000 børn op til og med folkeskolen på Frederiksberg kan benytte ordningen, hvor kommunen betaler skolernes egenbetaling af billetter ved brug af formidlingsordningen.  
 
Skolerne bestiller selv billetterne via portalen teatertur.dk, som håndterer fakturering direkte til forvaltningen for teatrene. Skolerne kan også bestille direkte hos teatrene, fordi vores lokale teatre er så hjælpsomme og venlige. Forvaltningen sørger for markedsføring af teatrenes tilbud til skolerne.  
 
Modellen er god til kommuner med flere teatre, da der ikke kurateres bestemte forestillinger fremfor andre, og lærerne har desuden valgfrihed. 
 
Forslag til fælles ordning 
 
Derfor foreslås det, at én-til-alle-ordningen udbredes til hele landet, så alle børn og unge får en teateroplevelse hvert år via skolen. For at sikre, at skoleklasser i hele landet kan opleve teater – også selvom man bor langt fra nærmeste teater, er det vigtigt at der sker et løft for både det opsøgende teater, der tager ind på skolerne og spiller – men også øget incitament til at tage ud af skolen og gå i teatret. 
 
Det kan ske ved enten  

    1. at tildele alle landets klasser et gavekort til indkøb af en teateroplevelse til teatertur.dk og Den Røde Brochure.  
    2. at hæve formidlingstilskuddet, så der ikke er krav om deltagerbetaling fra skolerne. Tilsvarende bør det også overvejes om refusionsprocenten på refusionsordningen kan hæves, så skolernes egenbetaling formindskes.  
Etablering af en refusionsordning for scenekunstpædagogiske aktiviteter

Dansk Teater anbefaler en statslig refusionsordning, der understøtter scenekunstpædagogiske aktiviteter udbudt af professionelle og kvalificerede fagfolk, fx i forbindelse med en specifik forestilling på et teater eller som selvstændigt forløb, der supplerer den fagfaglige undervisning i folkeskolen, gymnasiet eller andet.  
 
En refusionsordning for scenekunstpædagogiske aktiviteter, som kommuner kan søge 50% af udgifterne til vil: 

  • Bidrage til at løse et stort og dyrt samfundsproblem: Børn og unges mistrivsel. 
  • Inspirere kommunerne til at investere i scenekunstpædagogik til glæde for folkeskolerne, lærerne, eleverne, trivslen, dannelsen og kunsten. 
  • Give flere børn og unge adgang til scenekunsten 
  • Give teatrene mulighed for at sikre, at nutidens børn og unge bliver fremtidens teatergængere. 

 

Udformning af ordningen, organisering, kommunikation og kvalitetssikring 
Ordningen skal baseres på den allerede eksisterende, velfungerende og afprøvede ordning: Refusionsordningen for køb af scenekunst for børn og unge. På samme vis skal refusionsordningen for scenekunstpædagogiske aktiviteter administreres af Scenit og formidles af Teatercentrum.  
 
For at kvalitetssikre udbyderne af de scenekunstpædagogiske aktiviteter og sikre et professionelt kunstnerisk og pædagogisk niveau, skal Scenit certificere og godkende aktiviteter ifm. forestillinger til børn og unge, hvor udbyderen allerede er støttet gennem en ordning i scenekunstloven eller modtager støtte fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond.  
 
Aktiviteter der udbydes som selvstændige scenekunstpædagogiske projekter, uden tilknytning til en forestilling, af enten dramapædagoger, dansepædagoger, teaterpædagoger, kunstnere eller andre, skal certificeres og godkendes af Teatercentrum. 

Øvrige ønsker og problemer

Særligt om musical 
Afventer 

Særligt om opera 
Afventer 

Særligt om dansen 
Afventer   

Særligt om internationale samarbejder 
Afventer  

Særligt om producentrettigheder 
Afventer  

Brancheblik på scenekunsten i Danmark er udviklet i et samarbejde mellem Kulturens Analyseinstitut og Dansk Teater.