Interview: Analytiker peger på flere agendaer
Langvarige kunstprojekter for børn og unge i almene boligområder har potentialet til at skabe vedvarende positive forandringer, men er det længerevarende initiativ altid det bedste for alle parter? Amelie Mannerup, analytiker i Kulturens Analyseinstitut peger på flere agendaer.
I en ny rapport har Kulturens Analyseinstitut sammen med Center for Boligsocial Udvikling undersøgt potentialer, muligheder og vilkår for kunstinitiativer for børn og unge i almene boligområder. Undersøgelsen skulle have strukket sig ind i 2025, men måtte forkortes og tilpasses som følge af lukningen af Center for Boligsocial Udvikling med udgangen af 2024.
Rapporten kigger primært på forankringen af kunstinitiativer, fordi meget viden tyder på, at det potentiale, som kunsten har for at skabe forandring for deltagerne, har optimale vilkår, når initiativet har en vedvarende og kontinuerlig indsats fra kunstaktørerne.
“Der er en tendens til polarisering mellem korte og langvarige initiativer. Nogle mener, at det skal være et længerevarende initiativ, før det er godt. Men de langvarige initiativer kan også have andre udfordringer for de involverede,” siger Amelie Mannerup, der er analytiker på rapporten.
Hun peger på, at der er flere agendaer i spil, når man laver kunstinitiativer til børn og unge i almene boligområder.
Dels er der, på tværs af aktører, en interesse for at skabe længerevarende initiativer i områderne. Ved de længerevarende initiativer opstår der en tillid mellem både beboerne og kunstaktører og med de boligsociale medarbejdere, som er vigtig for at opnå deltagelse og lokal opbakning til kunstinitiativet.
Og dels kan det for kunstaktørerne være udfordrende for den kunstneriske praksis at være med i et initiativ, der varer i flere år.
“Der kan opstå udfordringer for kunstaktørerne, hvis de på grund af de strukturelle rammer er forpligtet til at facilitere en bestemt aktivitet over længere tid og ikke kan tilpasse initiativets indhold til deltagernes ønsker eller behov,” siger Amelie Mannerup og peger samtidig på en misforståelse af kunstaktørerne, som analytikerne er stødt på:
“Nogle steder har de boligsociale medarbejdere en forestilling om, at kunstaktørerne er nødt til at lade deres egen praksis træde i baggrunden og sænke ambitionsniveauet for kunsten for, at alle deltagere kan være med. Det er misforståelse. De kunstnere, der arbejder med denne type initiativer, har en praksis, hvor deltagelse og relationer med andre mennesker spiller en central rolle.”
Hun peger også på, at der kan ske noget med kunstaktørernes drive, når engagementet i et flerårigt projekt bliver til “blot” et deltidsjob.
Og endelig er projekterne ofte fondsfinansierede og derfor bundet af en midlertidighed og på en støtte, typisk til en i forvejen bestemt aktivitet, som kan spænde ben for, at aktiviteten kan udvikle sig i overensstemmelse med deltagernes behov eller så det flugter med kunstnerens praksis.
Det giver nogle andre fordele for de kortvarige forløb, der nok kan have sværere vilkår og mere flygtig deltagelse, men som også, ifølge rapporten, kan give børn og unge et indblik og en fortrolighed med kunstens verden. De korte kunstprojekter kan dermed være en bro til mere omfattende projekter og være med til at vække interessen for kunst blandt børn og unge gennem mere uforpligtende møder med kunsten.
Læs mere i rapporten: Årsagen er strukturel
I undersøgelsen har vi observeret både styrker og udfordringer i kunstinitiativerne. En central udfordring, der er kendetegnende for mange af disse initiativer, er af strukturel karakter: Indsatserne er ofte projektorganiserede, hvilket gør det vanskeligt at opnå langvarig forankring i udsatte boligområder.
Midlertidige kunstprojekter kan sagtens give beboere gode oplevelser, nye refleksioner, tilbyde et frirum fra præstationskrav og have en positiv effekt på boligområdet. Men når kortvarige aktiviteter dominerer, risikerer de at opretholde og reproducere strukturel ulighed. Beboere i udsatte boligområder har ofte færre muligheder for adgang til og deltagelse i kunstaktiviteter sammenlignet med beboere i mere velhavende områder.
Vi har identificeret tre hovedårsager til den begrænsede tilstedeværelse af langsigtede kunstinitiativer i almene boligområder:
1
Fondsfinansiering
Kunstaktiviteter ofte fondsfinansierede og fokuserer primært på udvikling af nye idéer frem for daglig drift,
hvilket gør en mere permanent tilstedeværelse vanskelig
2
Integration
Der mangler integration mellem forskellige lokale indsatser, da lokalområdets ’værter’ (boligsociale medarbejdere, lokale foreninger eller engagerede beboere) sjældent inddrages fra starten af et kunstinitiativ.
3
Kulturpolitiske rammer
De eksisterende kulturpolitiske rammer mangler
fleksibilitet og langtidsperspektiv, hvilket begrænser mulighederne for at fremme vedvarende kunstneriske indsatser i udsatte boligområder.